Sociale medier - skal jeg bruge sociale medier i min coach virksomhed

Skal jeg bruge sociale medier i min coach virksomhed?

Hej Jane,

Jeg er ved at starte en deltidsforretning op som coach ved siden af mit arbejde som bogholder.

Indtil videre har jeg mest haft kunder, som jeg har fundet ved at sætte sedler op i vores lokale Brugs og på det lokale bibliotek.
Samtidig har de fået det til en ekstra billig pris, da jeg stadig var under uddannelse til coach.

Men nu er jeg færdiguddannet og vil gerne forsøge at få flere til at kende min lille forretning.
På sigt vil jeg gerne leve af det, så jeg bliver nødt til at få flere kunder.
Derfor er min mand bl.a. ved at lave en hjemmeside til mig.

Samtidig med det har jeg forsøgt at gøre mig klogere på, hvordan jeg ellers kan få nye kunder.Sociale medier som introvert og selvstændig

Stort set alt jeg læser handler om at bruge sociale medier som Facebook, Instagram og Twitter til at gøre min forretning mere kendt. Men tanken om de sociale medier er meget svær for mig.

Jeg er et meget privat menneske, som ikke har lyst til at bruge sociale medier.
Jeg får ondt i maven bare ved tanken om, at jeg bliver nødt til det for at have min forretning.
Jeg vil helst undgå det og bare håbe på at mine kunder kommer alligevel.

Jeg har heller ikke den store erfaring med at være på sociale medier. Jeg er godt nok på Facebook privat, men jeg har ikke ret mange venner der, og jeg er stort set aldrig aktiv. Så det føles meget uoverskueligt at skulle bruge flere sociale medier nu. Som jeg ikke kender og aldrig har brugt. Det gør mig træt bare at tænke på.

Har du nogle gode råd til sociale medier som introvert. Hvad tænker du, at jeg skal gøre?

Hilsen Hanne


Kære Hanne,

Tak for din ærlige mail.

Og tak for dit spørgsmål omkring brug af sociale medier som selvstændig – og i dit tilfælde også som introvert.

Lad mig starte med at sige at du langt fra er den første introverte, som har følt dig udfordret i forhold til at skulle markedsføre dig via sociale medier.

Mange introverte er som udgangspunkt private mennesker, som mest deler ud af deres tanker til deres nærmeste venner og familie.

Derfor kan sociale medier føles meget uoverskuelige.

Det handler blandt andet om, at:

  • Du bliver synlig, og andre forholder sig til dig
  • Du skal løbende indgå i dialoger med fremmede mennesker
  • Du har ikke den fulde kontrol

 

Skal du undgå de sociale medier?

Kan du i realiteten helt lade være med at være til stede på de sociale medier som selvstændig?

Ja, det kan du som udgangspunkt godt.

Hvis du virkelig føler, at du bliver utilpas, og at det dræner dig for energi frem for at give dig energi og motivation, så er det selvfølgelig en mulighed.

Mit udgangspunkt er altid, at vi hver især indretter vores forretning ud fra det, som giver mening for os, og som vi trives i.
Det tror jeg på giver de bedste resultater og det mest nærende liv for os hver især.

Og der er mange andre muligheder for at markedsføre sig – også som introvert.Gratis e-bog om at være introvert og selvstændig med egen virksomhed. Råd om markedsføring og salg

(Hvis du har lyst til at læse mere om gode markedsføringsteknikker som introvert,
er du velkommen til at downloade min gratis e-bog om markedsføring, salg og kunderelationer som introvert).

Men når det så er sagt, så vil jeg alligevel opfordre dig til at snuse til et af de sociale medier.

 

Vælg et socialt medie til en start som introvert og selvstændig

Som introvert er det nemt at blive overvældet – og især de sociale medier kan overstimulere en introvert hjerne med al den information, som nonstop bliver serveret.

Samtidig er den introverte hjerne mere til dybde end bredde.

Det skal forstås på den måde, at den gerne vil fordybe sig og sætte sig godt ind i et emne. Frem for mere overfladisk at forholde sig til 10 emner på én gang.

Derfor er det som udgangspunkt en god idé som introvert – og især som helt nystartet selvstændig – kun at vælge et socialt medie at kaste sig over.

På den måde kan din hjerne få lov til kun at koncentrere sig og fordybe sig i dette medie frem for at skulle overskue flere medier på en gang.

Hvis du har mod på det, vil jeg derfor opfordre dig til at vælge et socialt medie ud, som du vil bruge i din forretning.

Vælg det sociale medie, som du umiddelbart føler dig mest tryg ved.

Og begynd så stille og roligt at lære mediet at kende – samt bliv klogere på, hvordan du har lyst til at bruge dette medie.

Husk al begyndelse er svær, men med tiden og erfaringen bliver du mere og mere tryg.

Så tag et lille skridt ad gangen, så du bevarer din energi.

 

Det handler om relationer

Det er vigtigt at være bevidst om, at markedsføring – også på de sociale medier – handler om at skabe relationer.

De mennesker, som med tiden vil vælge at følge dig og din forretning på de sociale medier, gør det, fordi de har lyst til det.

De vil gerne høre fra dig.
De vil gerne lære fra dig.
De vil gerne inspireres af dig.

Du skaber med andre ord relationer til nogle mennesker, som godt kan lide dig og det, du står for.

Mind dig selv om det de dage, hvor du føler det meget grænseoverskridende at skulle være synlig.

Og husk – du bestemmer selv, hvad du har lyst til at dele, hvordan du har lyst til at dele, og hvornår du har lyst til at dele.

 

At tænke før du handler

En stor fordel ved sociale medier som introvert er det faktum, at de giver dig lov til at tænke, før du handler.

Som introvert trives man bedst i situationer, hvor man kan få lov til at tænke over, hvad man mener, frem for at skulle svare lige her og nu.

Og netop denne mulighed giver de sociale medier dig faktisk.

Det er vigtigt at være bevidst om, at du ikke behøver at svare på en kommentar, før du har haft tid til at tænke over, hvad du har lyst til at svare.

Ligesom du ikke behøver at dele noget indhold, før du ved, hvad du har lyst til at dele. Eller du ikke er forpligtet til at indlede en dialog med alle, eller kommentere på alt der sker på de sociale medier.

Du sætter selv rammerne for, præcis hvordan netop du har lyst til at agere på de sociale medier.

 

Overvejelser omkring sociale medier

Kære Hanne – hvis du vælger at tage udfordringen op og begive dig ud i at blive fortrolig med et socialt medie, så gør dig nogle overvejelser omkring:

  • Hvilket indhold du har lyst til at dele
  • Hvor personligt/privat/fagligt dit indhold skal være
  • Hvilken værdi du kan give dine følgere
  • Hvor tit du har lyst til at dele
  • Hvor meget interaktion du ønsker at lægge op til

Og prøv dig så frem og mærk efter, hvordan det føles i maven.

På den måde kan du stille og roligt lave en plan med nogle rammer, som du har lyst at være i.

Jeg håber, at du kan bruge svaret i din forretning og vil ønske dig held og lykke med din spændende opstart.

Kærlig hilsen

Jane