Et neuralt netværk skabes, når du tænker den samme tanke igen og igen.
Hver gang du tænker en tanke, aktiverer du nerveceller i din hjerne.
Jo flere gange du aktiverer de samme nerveceller på samme tid, jo mere fasttømrede bliver de med hinanden i et såkaldt neuralt netværk.
Når et neuralt netværk først er skabt, fungerer det som et automatisk spor i din hjerne. Forstået på den måde at du slet ikke opdager, når du tænker tanken længere. For nu er den del af et ubevidst – og dermed automatisk – netværk i din hjerne.
Med andre ord er tanken nu blot en del af den, du er og oplever verden ud fra.
Den er blevet en del af dine overbevisninger, som du baserer dit liv på.
En trampesti i naturen
Jeg kan godt lide at sammenligne et neuralt netværk med en trampesti i naturen.
En trampesti bliver anlagt, når folk går på det samme sted igen og igen.
I starten er der måske højt græs og ikke nogen synlig sti. Så vælger et menneske at træde ind over det høje græs og træde det ned. Og nu er der det første anlæg til en sti, der ikke tidligere fandtes.
For hver gang et menneske går i fodsporene af det første menneske, bliver græsset trådt længere og længere ned. Og stien bliver dermed tydeligere og tydeligere.
Til sidst er der en sti, som er nem at gå af.
En sti, som er så tydelig, at alle tror, at den altid har været der.
Fra tanke til neuralt netværk
På samme måde skabes et neuralt netværk i hjernen.
Først har du blot en tanke. Men for hver gang du tænker tanken, bliver den mere og mere etableret i din hjerne. For du aktiverer de samme nerveceller igen og igen. Jævnfør – du træder den samme sti igen og igen.
Til sidst har du tænkt den samme tanke så mange gange, at den er blevet fastetableret i din hjerne. Nu eksisterer der et neuralt netværk omkring det, der blot var en tanke til start.
Præcis som trampestien bliver nemmere og nemmere at gå af, jo flere mennesker, der allerede har gået på den, jo nemmere bliver det neurale netværk aktiveret, jo flere gange det allerede har været aktiveret.
Manifestation kræver nye neurale netværk
Når du ønsker at manifestere nyt i dit liv, bliver du nødt til at skabe nye neurale netværk og nye overbevisninger. For de neurale netværk du har installeret på nuværende tidspunkt, kan ikke give dig andet end det, du allerede har.
Du kan ikke bare slette dine allerede eksisterende neurale netværk. Du må derimod overskrive dem med nye informationer og overbevisninger.
Det kræver gentagelse, gentagelse, gentagelse og tålmodighed.
Hvis du gennem mange år har tænkt tanken, at du ikke er god nok så mange gange, at det nu er blevet en naturlig antagelse i dit liv, som er fastetableret i et neuralt netværk, kan du ikke blot tænke, at du er god nok en enkelt gang, og så er det en ny overbevisning og antagelse i dit liv.
Du bliver nødt til at gentage den nye tanke, at du er god nok så mange gange, at den overskriver den gamle overbevisning. Så dit nye neurale netværk tager afsæt i, at du selvfølgelig er god nok. Og det dermed bliver dit nye automatiske udgangspunkt i dit liv.
Det vil altså sige, at præcis som en trampesti i naturen ikke er endelig anlagt efter det første menneske, så kan du heller ikke etablere et nyt neuralt netværk ved blot at tænke en ny tanke en gang.
Du bliver nødt til at tænke den nye tanke, der støtter op om det, du ønsker at manifestere, igen og igen og igen. Så du til sidst har tænkt den så mange gange, at den bliver til et nyt neuralt netværk i din hjerne, du automatisk aktiverer.
Med andre ord så dit nye neurale netværk blot bliver den, du er.
Opsummering
En tanke, du tænker igen og igen, bliver til et neuralt netværk i din hjerne. Som du også kan betegne som en fasttømret overbevisning i dit sind. Det er disse overbevisninger, der styrer dig i størstedelen af dit liv. Og de har kæmpe indflydelse på, hvad du manifesterer i dit liv.
For når du først har et neuralt netværk installeret i dit sind, så styrer det dig automatisk. Du opdager det slet ikke, for det føles blot som den person, du er. Med de tanker, følelser og den adfærd, du har.
Du har neurale netværk installeret for alt i dit liv. Og derfor spiller det ind på alt i dit liv fra din økonomi, dine relationer, dit helbred osv. Så ønsker du at ændre noget i dit liv og manifestere noget nyt, bliver du nødt til at blive bevidst om, hvilke neurale netværk, du allerede har installeret. Samt træffe en beslutning om, hvilke nye neurale netværk, du ønsker at overskrive de gamle med.