Hvorfor føles forandring så svær, selv når vi kender vejen?  - Business by YOU

Hvorfor føles forandring så svær, selv når vi kender vejen? 

Hvordan kan det være, at når der findes så mange eksperter, selvudviklingskurser, selvhjælpsbøger, podcasts og bare generel viden om, hvordan du skaber det liv, du ønsker, at der så fortsat er så mange mennesker, der kæmper og lider i deres liv? 

For der er så meget viden tilgængelig i verden.  

Hver dag udgives der millionvis af blogindlæg, podcasts og videoer med viden om, hvad du kan vælge at gøre, hvis du ønsker noget nyt i dit liv. 

Uanset om du drømmer om ændringer i din økonomi, dit helbred, din karriere, dit parforhold eller noget helt andet. 

Så det er på ingen måde viden, der mangler.  

Men hvad er det så? 

Hvordan omsætter vi al den viden til de resultater, vi faktisk drømmer om og ønsker os?

Hvorfor er alle mennesker ikke lykkelige? Eller millionærer? Eller sunde og raske?

Hvorfor lever alle mennesker ikke sammen med deres drømmepartner? Eller bor i deres drømmebolig?  

Hvorfor er al den viden om manifestation ikke nok til, at alle lever præcis det liv, de ønsker sig? 

Hvorfor er det for langt de fleste mennesker ikke nok “bare at tænke positivt”, “bare at hæve sin vibration” eller “bare at slippe kontrollen og flyde med livet”, som der ellers har været utallige opfordringer til fra manifestationsverdenens eksperter gennem flere år? 

Det er jo ikke fordi, at disse sætninger eller opfordringer på nogen måde er forkerte eller usande. Men for mange mennesker er de svære at omsætte i praksis…

For selvom det lyder virkelig let “bare at tænke positivt”, så er det virkelig svært for mange. 

Hvorfor? 

Det korte svar er…

Fordi viden alene ikke skaber forandring.

Forandring kræver integration, handling og en dyb indre transformation. 

Grunden til det er, at: 

  1. Vores gamle mønstre styrer os 
    Selvom vi kan forstå teorien om manifestation, ligger vores dybereliggende overbevisninger og vaner i underbevidstheden, som er langt stærkere end ny viden. Hvis ikke disse gamle neurale netværk og selvopfattelser ændres, fortsætter vi med at handle og tænke ud fra dem. Uanset hvad vi ved. 
  1. Vores nervesystem søger tryghed 
    Forandring aktiverer ofte nervesystemets alarmberedskab, fordi det oplever nye ting som potentielle trusler. Derfor blokerer kroppen og sindet ofte for nye vaner, der kunne føre til manifestation af drømme. 
  1. Manglende bevidst handling 
    At læse om manifestation eller høre om det på podcasts er én ting, men ægte forandring kræver, at vi kontinuerligt træffer beslutninger, som vi konsekvent handler på. Også når det er svært og ubehageligt… 
  1. Vi lever ofte på autopilot 
    95% af vores liv foregår ubevidst, styret af gamle vaner. For at manifestere nyt kræver det, at vi bliver mere bevidste og bryder ud af de automatiske mønstre. 
  1. Vi søger ofte quick-fix 
    Det er fristende at tro, at en enkelt metode, bog eller teknik kan ændre alt på en gang. Men forandring er en proces, der kræver tålmodighed, vedholdenhed og indre arbejde. Vi er den absolut eneste, der kan ændre os selv. Derfor skal vi være villige til at gøre vores indre arbejde. Hvilket kræver, at vi træffer en bevidst beslutning om, at vi vil forandringen og ikke blot snakker om det. 

Kort sagt:

Viden om manifestation er fundamentet, men den virkelige magi sker først, når vi integrerer denne viden gennem bevidst handling, mod til at møde os selv og vores mønstre. Samt ved at skabe nye neurologiske og følelsesmæssige vaner, der understøtter det liv, vi ønsker. 

Har du lyst til at tage lidt hul på det lige her og nu, har jeg lavet en gratis tappingsession om forandring, som du finder lige herunder.

Tappingsession: Jeg længes efter forandring…

Denne tappingsession er lavet til dig, der længes efter forandring, men stadig føler, at du har svært ved for alvor at få taget hul på at manifestere nyt ind i dit liv. Du ved ikke altid hvorfor. Du ved bare, at du fortsat ikke lever det liv, du inderst inde har drømt om…måske endda længe.

Oplever du, at når du går i stå eller ikke lykkes med det, du har sat dig for, så tænker du automatisk, at det er fordi, at du mangler mere viden? Så vil jeg anbefale dig at lave den øvelse, du finder i dette blogindlæg om altid at søge efter mere viden.