Hele livet igennem træffer vi valg. Nogle valg er lette, andre er svære. De svære er som regel dem, som betyder meget for os. Som vi ved, vil betyde store ændringer i vores liv. Og det er ofte her, at vi får en ekstra spiller med på banen – nemlig vores frygt. Som bare gerne lige vil fortælle os, at vi er ved at bevæge os ud af vores komfortzone, og om det nu er klogt? Det sker i hovedet – du ved alle tankerne om for og imod, men faktisk kan vi blive meget klogere, hvis vi bevæger os ned i kroppen og lytter.
For nylig havde jeg en session med en kvinde, som står over for at træffe et valg. Skal hun gå videre ad den vej, hun kender, eller skal hun vælge en helt anden vej?
Med andre ord – skal hun blive i sin komfortzone, træffe det trygge valg og lede efter nye udfordringer her, eller skal hun kaste alle bolde op i luften og begive sig ud på en ukendt færd.
Hidtil har det føltes rigtigt at gå i den retning, hvor hun befinder sig, men sådan er det pludselig ikke længere. Hun er blevet bevidst om, at der også er en anden vej at gå, som måske er endnu mere rigtig for hende. Men samtidig kender hun den jo ikke rigtig og ved derfor ikke helt, hvad hun skal forvente, hvis hun vælger den.
Dilemmaet er altså: Hvilken vej skal hun vælge?
Jeg bad hende om at starte med at lukke øjnene og visualisere de to veje for sig – en ad gangen. Først den vej, hun allerede er på vej af med de nye muligheder, som ligger her. Dernæst den anden vej, som hun ikke helt kender destinationen på med de muligheder, som ligger her.
Hun blev bedt om at sætte ord på, hvad hun så for sig, hvilke lyde hun hørte, hvordan kroppen føltes, og hvilken dialog hun havde med sig selv undervejs i visualiseringerne.
Mens hun lavede visualiseringen af den vej, hun allerede bevæger sig ad, var hendes kropssprog meget stille. Hendes ansigt uden de store bevægelser og stemmen monoton.
Men så snart hun begyndte på visualiseringen af den nye vej – den ukendte og mere utrygge vej – skete der et markant skift i hendes kropssprog. Hun rettede sig op og fik et stort smil om munden. Samtidig med at der pludselig var enormt meget energi i hendes udstråling og ingen tvivl: “Det er jo det, jeg skal”.
Inden for ganske få minutter var det altså helt klart, hvilken vej hun skal vælge.
Hendes krop var ikke i tvivl, hun skal ud på den ukendte færd, også selvom det er den mest skræmmende af de to veje.
Så simpelt kan det faktisk være.
Hvis vi altså giver os selv lov til at mærke efter.
Hvis vi tør åbne op for det svar, som vi inderst inde ved, er det rigtige. Men som vi samtidig også frygter. Fordi det kræver noget andet af os, end det vi kender til og er trygge ved.
Hvis vi tør at lytte til vores krop, inden vi inddrager vores hjerne og alle vores mulige frygtscenarier med udgangspunkt i Hvad nu hvis…
Brug visualiseringer når du træffer valg i din business
Du står helt sikkert også tit i nogle situationer i din forretning, hvor du er i tvivl om, hvilken vej du skal vælge.
Når du står i disse situationer, så prøv at gøre som i eksemplet:
- Luk øjnene og visualiser dine valg/muligheder/dilemmaer et ad gangen
- Mærk – uden at dømme – hvad der sker i kroppen på dig
- Vær bevidst om hvor og hvornår du mærker hvilke følelser i din krop, og hvad du får mest energi og motivation af
Det er første skridt at mærke, hvad du har energi på uden at dømme eller stille forstyrrende spørgsmål.
Så hold al planlægning og tanker omkring, hvordan du så går i den retning ude af denne proces.
Det er jo først, når du har truffet beslutningen, at du kan begynde at skabe vejen. Og det kræver nogle andre værktøjer og metoder, for at det også bliver en sjov, kreativ og fed proces.
Og husk så i øvrigt, at et valg godt må give kilden i maven og føles skræmmende. For faktisk er det ofte der, hvor vi er mest skræmte, at vi samtidig rykker mest. Fordi her er vi drevet af motivation, entusiasme og drive.
Kh Jane