Dine styrker er dit stærkeste våben som soloselvstændig

Dine styrker er dit stærkeste våben

Fokuser på at gøre dine styrker endnu stærkere som selvstændigForestil dig at du får et minut til først at fortælle om dine styrker, og hvordan du bruger dem i din virksomhed. Herefter får du et minut til at fortælle om dine svagheder, og hvordan du bør forbedre dem for at få endnu større succes i din virksomhed. Hvilket minut vil du lettest kunne udfylde?

Hvis du ligner de fleste andre mennesker, er der desværre størst sandsynlighed for, at svaret er det sidste minut med fokus på dine svagheder.

Og det er der faktisk en god grund til.

Helt fra barns ben bliver vi nemlig i langt højere grad opfordret til at have fokus på, hvordan vi kan forbedre vores svagheder frem for at gøre vores styrker endnu bedre.

Men det burde være lige omvendt.

For det er netop, når vi har vores styrker i spil, at vi for alvor kan skabe vækst.

Det er nemlig her, at vi finder vores motivation.

Og vores motivation danner grundlag for vores kreativitet, drive, idérigdom m.m.

Uden motivation kommer vi til gengæld ikke ret langt.

 

Sørg for at prioritere dine styrker

Mange selvstændige bruger rigtig meget tid og energi på at forbedre deres svagheder til middelmådige.

Men det er sjældent en god prioritering.

For du vil aldrig kunne gøre den helt store forskel med dine svagheder.

Med lidt held kan du måske forbedre dem til middelmådige talenter. Men middelmådighed er sjældent udgangspunktet for de store resultater.

Til gengæld kan dine styrker være vejen til de store resultater.

Og derfor gør du klogt i at fokusere på dem.

 

I dine styrker ligger dit potentiale for vækst

Forskning inden for området viser faktisk, at du har flere gange mere potentiale for vækst, hvis du investerer din energi i at udvikle dine styrker frem for at forbedre dine svagheder.*

Derfor er det dine styrker, du skal tage udgangspunkt i, når du ønsker at flytte dig og din virksomhed til et endnu bedre sted.

Når du fokuserer på dine styrker, skaber du også større motivation, glæde og begejstring.

Her oplever du nemlig, at det er sjovt at arbejde og være dig, for du er i FLOW.

Din kreativitet blomstrer og ideerne kommer let til dig. Og du er samtidig motiveret for at løse opgaverne.

Derfor er det en god idé at tilrettelægge dine dage og uger med større udgangspunkt i de opgaver, hvor du føler dig stærk.

For det er den hurtigste og letteste måde for dig at nå de resultater, du drømmer om.

 

SIGN-modellen

Til det kan du vælge at tage udgangspunkt i en model, som hedder SIGN (Success – Instinct – Growth – Need).

Modellen hjælper dig også med at sætte ord på de følelser, du oplever, når du er motiveret og i flow.

 

Success:

Success dækker over de opgaver, hvor du føler dig succesfuld.

Prøv derfor at tænke på de opgaver, du altid er motiveret for at løse, og som du altid løser med succes. Samtidig med at du får ny energi af at løse dem.

Hvad er dine styrker i disse situationer?

 

Instinct:

Instinct handler om den oplevelse og de følelser, du har inden en opgave. Prøv at tænke på de opgaver, som du føler dig draget af og næsten ikke kan sige nej til, fordi du er så tiltrukket af at løse dem.

Hvordan kommer dine styrker i spil i disse opgaver?

 

Growth:

Growth handler om de følelser, du oplever, når du er i flow. Du skal altså tænke på de situationer, hvor tiden bare flyver afsted, og alt virker nemt og spændende. Og hvor du nyder at løse opgaven.

Hvordan er dine følelser i disse situationer?

 

Need:

Need handler om, hvordan du har det efter en aktivitet, som motiverede dig, gav dig ny energi, godt humør og tilfredsstillelse.

Hvordan føles det efter opgaver, hvor dine styrker har været i spil?

 

————————

Som selvstændig er det vigtigt at være bevidst om, hvor dine styrker er, da det er her, du kan skabe de store resultater.

Og desuden er det også her, at glæden – som bobler helt inde i maven og giver de store smil på læben – findes.

Kh Jane

* (Kilde: “More potential for growth” Tom Rath – Strengthfinder 2.0. – Gallup)

 

Skriv en kommentar