Er du endt i fælden information overload som selvstændig

Er du endt i fælden med ‘information overload’?

Oplever du som selvstændig at blive overvældet af information og måder du kan gøre tingene på? Få et par bud på, hvad du kan gøre i dette blogindlæg fra Business by YOUMange soloselvstændige falder i den fælde, jeg kalder for ‘information overload’. Fælden handler om, at man får tilmeldt sig alt for mange nyhedsbreve, webinarer, gratis online kurser og anden inspiration, som ender med at dræne én for energi og skabe forvirring og usikkerhed. Det skete for mig – og i dette blogindlæg deler jeg et par tip til, hvordan du kan undgå at ende i samme fælde.

Kender du den her situation:

Du sidder på nettet og er egentlig ved at søge efter noget specifik information, men pludselig dukker der et spændende link op, som lokker med, at du kan få en gratis e-bog om et emne, der pludselig lyder utrolig interessant lige der i situationen?

Eller du får et tilbud om at deltage i det her sindssygt spændende webinar, som kan løse et af de problemer, du egentlig slet ikke var bevidst om, at du havde før nu?

Og nu hvor du er i gang, vil du så ikke også følge med på Facebook?

Eller være med i den gratis lukkede Facebookgruppe, som er udsprunget af e-bogens eller webinarets emne?

Få klik senere er du både tilmeldt nyhedsbreve, webinarer, facebooksider og facebookgrupper, du aldrig havde hørt om få minutter tidligere…

I de kommende dage, uger, måneder og år bliver din mailboks igen og igen fyldt med nyhedsbreve fra folk og firmaer, som du i et øjebliks fristelse har tilmeldt dig hos.

Og dit nyhedsfeed på Facebook bliver forvandlet til en strøm af nyheder, updates og spørgsmål om alle mulige emner fra A-Z fra de sider, grupper og forums, du har fået dig tilmeldt.

I starten forsøger du at holde trit og følge med.

Du lader dig inspirere fra øst og vest, tror du…

Men i virkeligheden er du stille og roligt ved at blive drænet for energi.

For til sidst kan du slet ikke følge med længere…

Det som før var inspirerende, er nu i overskud.

Du kan ikke længere sortere i alle indtrykkene og informationerne.

Du er endt i ‘information overload’-fælden.

Og det er ikke en god fælde – især ikke som introvert, der nemt kan blive overstimuleret af for mange indtryk på kort tid…

 

Jeg kender situation ‘information overload’…

Da jeg sprang ud som selvstændig, fik jeg tilmeldt mig alle mulige nyhedsbreve, inspirationstemaer, online netværk, webinarer osv. fra både ind- og udland.

Og lad mig bare indrømme det – jeg gjorde det uden den store realitetssans eller kræsenhed…

Jeg ‘følte’ bare pludselig, at alt var interessant, og ikke mindst at jeg burde vide noget om alt.

Så derfor fik jeg mig tilmeldt alt muligt mellem himmel og jord:

‘Sådan laver du professionelle videoer hurtigt og nemt‘ eller ‘Installer disse plug-ins på din wordpress hjemmeside og så skal du bare se løjer‘ eller ‘Deltag i dette webinar og få alle hemmelighederne bag det helt store salg’.

Det endte med at blive en af de erfaringer, jeg i dén grad har taget med mig videre på min selvstændige rejse.

For pludselig opdagede jeg, at jeg ikke havde nogen rød tråd i mine arbejdsdage.

Den ene dag havde jeg gang i en aktivitet, og den næste dag kastede jeg mig over en anden aktivitet, som ikke nødvendigvis var i tråd med dagen før.

Eller jeg brugte timer foran webinarer, som ikke på nogen måde gav værdi til der, hvor jeg var i min forretning netop da.

Og det er virkelig ulig mig.

Jeg har nemlig altid været meget struktureret og været god til at planlægge mine opgaver, så de har en rød tråd.

Jeg har altid været sindssyg god til at sætte mig for at løse en opgave fra A-Z og bevare fokus uden de store overspringshandlinger og dikkedarer.

Og fra min universitetsuddannelse er jeg trænet i at indsamle og sortere information, så jeg kun sidder tilbage med det, jeg skal bruge.

Altså lige indtil jeg blev selvstændig…

For pludselig oplevede jeg, at jeg sad der og sejlede rundt mellem mine opgaver.

Jeg blev i tvivl om retningen for min forretning og vejen derhen.

For skal jeg kaste mig over det her tiltag? Eller måske det her tiltag? Eller dette…?

Hvis jeg kunne ende i den her situation, så tror jeg, at det kan ske for de fleste.

Derfor vil jeg gerne komme med et par bud på, hvordan du kan undgå at ende i samme situation, som jeg gjorde.

 

Overvej dine tilmeldinger en ekstra gang

Først og fremmest så hver gang et af disse tilbud lander lige for næsen af dig fremover, så overvej – inden du per refleks tilmelder dig – om det er relevant for dig lige der, hvor du er i din forretning netop nu.

For hvis det ikke er det, så kan det let blive til drænende energi frem for inspiration og guldkorn!

Og samtidig kan det også let skabe større usikkerhed og slinger i valsen end ro og overblik, fordi det kan plante tanken ‘Burde jeg mon også gøre det i min forretning?’

Samtidig kan du meget let blive overvældet over de tiltag, de andre i samme branche som dig sætter i søen. For er det mon den rigtige måde at gøre det på, og er min måde måske helt forkert?

Det kan altså dræne din energi på flere forskellige planer…

 

Ryd op i dit ‘information overload’

Hvad er løsningen, hvis du allerede er landet i fælden og faktisk kan nikke genkendende til ovenstående?

Er den, at du sletter alt, hvad du nogensinde har tilmeldt dig?

Nej, det mener jeg faktisk ikke.

For vi har alle godt af at få inspiration.

Så længe det er relevant og i de rette mængder.

Men jeg synes, at du skal lave en grundig oprydning i alt det, du har fået tilmeldt dig gennem tiden, så du kun modtager relevant information.

Hvis det er svært, så husk på:

  • Du behøver ikke at vide noget om alting
  • Du kan nøjes med at opsøge viden om det, som du har brug for at lære lige nu, og så lade det andet vente, til det (måske) bliver relevant på et senere tidspunkt
  • Du behøver ikke at følge nogen på Facebook, fordi de følger dig
  • Du er ikke forpligtet til at blive i en gruppe, som ikke længere giver dig noget
  • Du bliver ikke nødvendigvis i bedre humør af at følge alle dine konkurrenter og sammenligne dig med dem…

 

Så spørg nu dig selv:

  • Hvilke nyhedsbreve inspirerer mig og giver mig brugbar viden?
  • Hvilke nyhedsbreve læser jeg aldrig, men får dem alligevel ikke afmeldt?
  • Hvilke sider følger jeg på Facebook, som inspirerer mig?
  • Hvilke sider følger jeg på Facebook, som sjældent inspirerer mig og føles vedkommende?
  • Hvilke grupper er jeg tilmeldt på Facebook, som inspirerer mig, vækker min nysgerrighed og indeholder gode spørgsmål, erfaringer, artikler og delinger?
  • Hvilke grupper er jeg medlem af på Facebook bare fordi, jeg ikke synes, at jeg kan melde mig ud, eller som jeg ikke har taget mig sammen til at afmelde?
  • Hvilke online forums er relevante for mig at følge?
  • Hvilke online forums er ikke relevante for mig at følge?
  • Hvilke medlemsgrupper betaler jeg evt. til, selvom jeg sjældent gør brug af materialet?
  • Osv. – du ved bedst selv, hvor du skal kigge

Og ryd så op ud fra dine svar, så du kan få frigivet en helt masse god energi, du kan bruge på noget andet.

Lad mig lige slå fast til sidst:

Min pointe med dette blogindlæg er ikke, at du aldrig skal tilmelde dig nyhedsbreve, modtage e-bøger eller deltage i webinarer, facebookgrupper og lignende.

Det er i stedet at gøre dig opmærksom på at mærke efter, om det er det, du har brug for i din forretning lige nu.

For ellers er det bedre at vente, til behovet (måske) opstår på et andet tidspunkt.

Kh Jane

Skriv en kommentar