Livet som introvert kan til tider være udfordrende på grund af omgivelsernes reaktioner. Jeg møder ofte introverte, som har en masse overbevisninger om deres person og dét de kan – eller nærmere ikke kan – på grund af deres introverthed. Ofte bunder disse overbevisninger i oplevelser, som ligger langt tilbage – ofte helt i barndommen. Jeg kender alt til at tage disse historier med sig videre og vil derfor gerne dele en personlig historie med dig i dag.
Da jeg var 15 år, skulle jeg – som de fleste andre omkring den alder – træffe en beslutning om, hvad jeg ville lave efter 9. klasse.
Jeg var ikke i tvivl.
Det kunne kun gå for langsomt med at forlade folkeskolen, som jeg aldrig havde følt, at jeg passede ind i.
Jeg følte mig tit uden for og havde som regel langt mere tilfælles med drengene end pigerne i min klasse.
Derfor var der altså ingen tvivl i mit sind.
Folkeskolen skulle være fortid hurtigst muligt, og jeg søgte derfor ind på en 3-årig HH-uddannelse.
Jeg forestillede mig ikke, at der kunne være nogen forhindring for det.
Lige indtil årets sidste skole-hjem samtale.
For mine lærere var ikke enige med mig.
Og derfor erklærede de mig kun “måske-egnet” til Handelsskolen.
Det kom som et KÆMPE chok for mig.
For jeg var på mange måder en mønsterelev.
Jeg var dygtig og fik gode karakterer.
Jeg lavede altid mine lektier og afleverede mine opgaver til tiden.
Og derudover opførte jeg mig ordentligt og var aldrig skyld i ballade.
Så hvordan kunne jeg kun være måske-egnet???
Lærerne bedømte min introverte personlighed
Det var en af de første gange, hvor min introverthed var tæt på at blive skyld i, at jeg ikke kunne få lov til at træffe mine egne beslutninger.
For mine lærere erklærede mig måske-egnet, fordi de var i tvivl om, hvorvidt jeg var moden nok.
Deres begrundelse var, at jeg ikke sagde nok i timerne (hvilket jeg har fået at vide til hver evig eneste skole-hjem samtale i hele min folkeskoletid).
Det var altså ikke min faglighed, men min introverte personlighed de bedømte.
Min stille måde at være på i timerne var ganske enkelt ikke ‘den rigtige måde’ at være på, selvom de ikke kunne sætte en finger på min faglighed og intelligens.
Jeg var aldrig selv i tvivl på et eneste tidspunkt.
Jeg VIDSTE, at jeg var moden nok til at forlade folkeskolen.
Derfor brød jeg grædende sammen ved tanken om at skulle overleve et år mere i folkeskolen, som jeg nu endelig havde mulighed for at vinke farvel til.
Men heldigvis lyttede mine forældre, så jeg startede på Handelsskolen efter 9. klasse.
Og det blev en af de bedste beslutninger i mit liv.
3 fantastiske år som introvert
Jeg havde 3 fantastiske år på Handelsskolen, hvor jeg aldrig følte mig uden for.
Og min mor sagde gang på gang gennem de 3 år: “Hvor var det godt, at du kom videre, for jeg har fået en helt ny pige, som trives og er glad for at gå i skole”.
For på Handelsskolen var der langt mere rummelighed og plads til at være den, jeg var.
Og jeg blev i den grad honoreret og anerkendt for mine styrker, som hovedsaglig kom til udtryk på skrift og ikke verbalt.
Hvis mine forældre havde lyttet til mine lærere i stedet for til mine behov og ønsker, så ville jeg ikke have fået muligheden for “at blomstre” på dette tidspunkt i mit liv.
Jeg ville ikke have haft mulighed for at opdage, at jeg sagtens kunne passe ind i en klasse uden at skulle lave om på mig selv.
At jeg både var god nok faglig, men også som person.
Jeg er ikke den eneste…
Jeg ved fra mine mentorsessioner, at jeg langt fra er den eneste introverte, som har oplevelser som denne med i bagagen.
Faktisk er der mange, som netop i folkeskolen har følt sig uden for.
Og som hele deres folkeskoletid har fået skudt i skoene, at de var for stille.
Som barn kan man nemt komme til at høre det som “Du er ikke god nok, som du er”.
For selvom fagligheden er i top, er det åbenbart ikke nok.
Og dermed må det være én som person, den er gal med.
Og det er netop oplevelser som disse, mange introverte tager med sig videre i deres liv og føler sig “forkerte” på grund af.
Fordi andre har ment og bedømt, at de ikke agerer på den “rigtige” måde, som er at sørge for at blive set og hørt.
Ikke i form af det du præsterer fx på skrift, men i form af din aktivitet i timen.
Kan man skabe en god forretning som introvert?
Derfor er det heller ikke mærkeligt, at det også er et emne, som fylder hos mange introverte, der har taget springet ud i det selvstændige liv.
For er det muligt med en stille personlighed at blive hørt og tiltrække kunder?
Ja, selvfølgelig – især hvis du stopper med at tro, at din måde at være på er forkert.
Der findes ikke nogen rigtig og forkert måde at være på.
Der findes dig.
Og du er unik.
Med masser af styrker som du skal sætte i spil og tiltrække DINE kunder med.
Og gør du først det, så finder du også din stemme.
Den stemme som bliver hørt.
Kærlig hilsen
Jane