Markedsføring handler om dine kunder. Markedsføring som indadvendt

Markedsføring handler om dine kunder

Markedsføring handler om dine kunder, og hvad du kan hjælpe dine kunder med. Ikke om dig og hvad du har fået at spise til aftensmad. Medmindre det altså giver god mening for dit budskab. Eller du har lyst til at dele det.

Et af de emner jeg oplever fylder meget hos introverte selvstændige er spørgsmålet om, hvor meget de bliver nødt til at dele ud af sig selv i deres markedsføring.

Og mit svar er altid i retning af indledningen til dette blogindlæg.

For markedsføring handler om at skabe en relation til dine potentielle kunder.

Det handler om at skabe tillid og troværdighed.

Det handler om, at du skal vise dine potentielle kunder, at du er den rette person til at hjælpe dem med deres udfordring.

Og det gør du sjældent bedst ved at vise billeder af din aftensmad. Medmindre du selvfølgelig arbejder med kost, sund livsstil, opskrifter og lignende. For så har det højst sandsynligt en pointe.

 

Introverte er private mennesker – og det er okay

Introverte er som oftest ret private mennesker.

Vi har sjældent lyst til at dele en helt masse ud af os selv til folk, vi ikke kender.

Medmindre det har et formål og giver mening.

Både for dem vi deler med og os selv.

Men når mange introverte selvstændige bliver usikre på netop dette punkt, så handler det om, at de sammenligner sig med de mennesker, som godt kan lide at dele ud af alt fra deres liv.

Fra billeder af deres børn og kæledyr til deres aftensmad og nyeste tøjindkøb. Til blogindlæg om den netop afholdte børnefødselsdag og weekendens begivenheder.

Forskellen er, at disse mennesker godt kan lide at dele.
De føler et fællesskab, når de deler.
Og de vil gerne invitere folk inden for i deres liv.

Mens en introvert nemt kan blive overvældet af at skulle dele ud af så meget.

Det ene er ikke mere rigtigt end det andet.

Begge dele er okay.

Og du skal gøre det, som føles rart i maven på dig.

 

Når din markedsføring handler om dine kunder, bliver det nemmere

Hvis du oplever, at du får blokeringer og går i stå, når du skal markedsføre dig, så arbejd ud fra at du skal fokusere på dine potentielle kunder.

Du behøver ikke at sætte dig selv i centrum.

Sæt i stedet dine potentielle kunders udfordringer i centrum.

Vis at du forstår dem.

At du ved, hvad de kæmper med.

Og ikke mindst at du har nogle redskaber til at hjælpe dem.

For mange introverte er dette fokusskift en lettelse.

De oplever, at de pludselig får masser af ideer og emner til deres markedsføring.

Og stille og roligt kommer der et godt flow i deres markedsføring.

 

Min personlige erfaring med at dele ud

Personligt deler jeg stort set kun ud af mit personlige og private liv, når det understøtter det, jeg gerne vil dele.

For mig giver det på nuværende tidspunkt ikke mening at fortælle om, hvad min familie og jeg spiser til aftensmad på en tirsdag aften. Og det tilfører heller ikke værdi til det budskab, jeg deler.

Til gengæld deler jeg ind imellem ud af mine egne personlige erfaringer med at være introvert. Og de situationer og oplevelser jeg har haft gennem mit liv.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at det godt kan føles ganske sårbart. Men med de reaktioner og positive tilkendegivelser jeg får, ved jeg, at det giver værdi. Fordi andre introverte kan spejle sig i mine erfaringer.

Så mit formål og mening med at dele ud er her større end lysten til at lade være.