En fredag morgen i januar. Hele familien er sendt af sted til henholdsvis arbejde, dagpleje, børnehave og skole. Det har regnet hele morgenen, og nu falder der slud. Har sat mig til rette med en kop kaffe og har tændt computeren og stearinlys. Jeg er med andre ord klar til dagens arbejde.
Jeg når dog ikke ret langt, før telefonen ringer. Det er min mand. Han er kørt galt i et spejlglat føre ude på en af de små landeveje på vej til arbejde. Han har været tæt på at køre ned i en å, men enden af et autoværn borede sig ind i bilens køler, inden den nåede at glide længere.
Autoværnet stoppede lige før foruden. Min mand slap derfor billigt. Han fik et tryk i brystet og ryggen, men har det ellers umiddelbart godt. Han kørte heldigvis med lav hastighed, for ellers kunne det være gået grueligt galt.
Han bliver for en sikkerheds skyld hentet af en ambulance og bliver betragtet som en traumepatient med alt, hvad det indebærer.
Min mand tackler det hele meget roligt, da jeg taler i telefon med ham, og det smitter som udgangspunkt af på mig. Han tror, at bilen er totalskadet, hvilket straks sætter min hjerne i løsningsmode i forhold til at undersøge vores forsikring – hvordan er det nu lige med vores selvrisiko? Hvad nu hvis bilen er totalskadet, hvordan foregår det så? Og kan vi overhovedet undvære bilen eller ej?
Sådan foregår det i få minutter, og så begynder min krop at ryste, og min hjerne kan ikke koncentrere sig om forsikringsvilkår længere. Den skifter i stedet rille og hopper over i rillen med “Hvad nu hvis det utænkelige var sket, og han var kommet alvorligt til skade eller endnu værre ikke var her mere?” Og da min søster så ringer kort tid efter for at høre mere om ulykken, bliver det en noget tårevædet samtale fra min side…
Jeg har stor fokus på frygt i mit arbejde som mentor og businesscoach. Ofte er det nemlig frygt, som afholder os fra at tage forskellige skridt i vores business, som ellers kunne rykke os til et endnu højere niveau.
Men denne fredag morgen bliver jeg i den grad nødt til selv at se min frygt i øjnene. En frygt som jeg slet ikke var klar over er så stærk, som den er: Frygten for at miste min mand, min allerbedste ven og far til vores 3 børn.
Det er tidligt på året allerede at få et wake-up call. Det er tidligt på året allerede at blive mindet om at huske på, hvad det vigtigste i livet er. Men det er heldigvis ikke for sent!
Jeg er taknemmelig for, at det kun er bilen og ikke min mand, som ikke klarede frisag i denne omgang. Jeg er taknemmelig for, at jeg er så glad for min mand, at jeg bliver så bange for at miste ham. Det vil jeg huske at sætte pris på hver dag i 2015.
Til gengæld vil jeg fortsat arbejde hårdt på at udfordre min frygt på alle livets områder og tage de skridt, som det føles rigtigt at tage både i mit liv og i min business i fuld tillid til resultatet.
Det håber jeg også, at du vil gøre, så frygten bliver vores ven – der indimellem giver os et wake-up call – men ikke bremser os i at leve vores liv.
Ha’ en skøn dag og tag et kærligt kig på din frygt.
Kh Jane