Du har sikkert hørt det før, og nu hører du det igen – handling vinder over perfektion. Vi lever i en tid, hvor mange efterstræber det perfekte (hvad det så end er(!)), men måske skulle vi i virkeligheden tilstræbe det uperfekte. For det er her, vi lærer og udvikler os.
Jeg har altid haft svært ved at slippe en opgave, før jeg var næsten 100% sikker på, at den var så god, som jeg kunne gøre den. Jeg fik nærmest en knude i maven, hvis jeg afleverede noget, som jeg vidste kunne være bedre.
Det har været en blanding af kontrol og perfektionisme og ikke mindst tanken om, hvad andre folk tænkte. For hvis jeg selv kunne se, at det kunne være bedre, så kunne andre nok også se det, og hvad tænkte de så om mig?
Men så blev jeg selvstændig for første gang og lærte på den hårde måde, at den er god nok – handling vinder over perfektion. Og du dør ikke af ikke at være perfekt, tværtimod lærer du en helt masse!
Som i denne historie fra min søster og jeg startede vores webshop Smikka:
Min søster og jeg var på mange måder totalt grønne i forhold til at eje og drive en webshop og kastede os bare ud i det skridt for skridt. Vi skulle lære rigtig mange ting på kort tid, og der var meget at få styr på.
Vi nærmede os dog stille og roligt et resultat, som kunne gå i luften, men samtidig følte vi, at vi liiiiiige manglede den og den detalje for at kunne åbne sådan rigtig. Der var hele tiden noget, vi kunne forfine, forbedre og blive klogere på, så vi rigtig var toptunede og klar til at gå i luften, når vi tog det skridt…
Men så tog universet rø… på os.
På grund af vores uvidenhed kom vi til at sætte vores webshop online, før vi var klar. Men det tog vi nu egentlig ikke så tungt. Vi var enige om, at der nok alligevel ikke var nogen, som kunne finde os, eftersom vi endnu ikke havde markedsført os eller lavet søgeoptimering på webshoppen.
Vi blev klogere!
Min søster rejste på ferie, mens jeg arbejdede videre med shoppen, og så regnede vi med at gå i luften 1-2 måneder senere (hvis vi altså var klar der…). Men bedst som hun nød solen i Egypten, fik vi vores første ordre. Jeg fik i den grad et chok og var presset på flere fronter:
- Jeg sad i Nordjylland, smykkeskrinet vi havde solgt lå i Esbjerg, så jeg skulle have hjælp af mine forældre til at sende
- Jeg havde aldrig lavet en eneste faktura i hele mit liv, det var jeg tvunget til nu uden hjælp af min søster, som er eksperten på dette område
- Jeg opdagede ordren for sent, så vi kunne ikke nå at levere inden for 1-3 hverdage, som vi garanterer, så jeg måtte skrive et pænt brev og undskylde samt sende en ekstra gave med
Vores første “kundeoplevelse” blev altså langt fra som forventet. Vi troede, at vi skulle fejre vores første kunde, men i stedet blev det en meget kaotisk oplevelse, som vi faktisk glemte at fejre i forvirringen.
Men der er en mening med alting.
Vi lærte en helt masse af denne første ordre, som kom tidligere end planlagt. Vores webshop var måske ikke perfekt, men der kom en kunde og købte hos os alligevel. Hun valgte at have tillid til os og lægge sine penge hos os, selvom vi ikke følte os klar. Hun viste os, at vi var langt mere klar, end vi selv troede.
Og jeg lærte, at jeg kunne klare en uventet situation, og at tingene løser sig, hvis vi ikke går i panik, og at folk gerne springer til og hjælper én, når man har behov (i dette tilfælde mine forældre).
Ordren sparkede os ud af starthullerne, så vi gik ordentlig online i stedet for at gemme os og vente på, at vi blev klar. Vi var jo klar, bare ikke mentalt…
Og det er det, du skal huske. Du bliver aldrig 100% klar. Der vil altid være noget, du kan gøre bedre. Du kan altid lige forfine og forbedre tingene lidt mere, end de allerede er. Men spørg dig selv for hvis skyld du gør det. Er det din frygt, som taler? Er det egentlig rigtig, at du ikke er klar, eller bilder du dig det bare ind?
Jeg kan sige af erfaring, at den bedste strategi er at tage springet – også når det kilder lige vel meget i maven ved tanken om det. For det er først, når vi kommer ud af starthullerne, at vi får erfaringerne og kan tage ved lære af dem.
Så dagens opfordring (også til mig selv) lyder:
Husk handling vinder over perfektion
Kh Jane
Ps. Vi havde i øvrigt kun købt få smykkeskrin for at kunne søgeordsoptimere på dem. Vi regnede med andre ord ikke med, at de ville sælge. Mon vi blev klogere??? Vi mennesker tror, vi kan regne ting ud, men det kan vi sjældent…:-)