Kender du tegn på energikrise som introvert? Business by you

Kender du dine tegn på en energikrise?

Som introvert er det utrolig vigtigt, at du er bevidst om, hvornår det er tid til at genoplade dine batterier og få ny energi. Ellers risikerer du at brænde ud, hvilket hverken er til gavn for dig eller din forretning.

Som introvert er din vigtigste kilde til energi tid med dig selv.

Alene.

I fred og ro.

Tid hvor du ikke skal forholde dig til andre mennesker, men bare kan være i fred med dine tanker og din rige indre verden, hvor der jo altid er masser af gang i den:-)

Du bliver nødt til at prioritere denne alenetid.

Hvorfor?

Fordi din introverte hjerne har et højt spændingsniveau i forvejen.

Og det betyder, at den hurtigt bliver overstimuleret og overvældet af indtryk, hvis den ikke får tid til at fordøje sine indtryk i fred og ro.

Sker det så ender du i en energikrise.

Som kan blive svær at komme ud af igen.

Derfor vil jeg i dette blogindlæg gerne opfordre dig til at blive bevidst om:

  1. Hvilke tegn din krop giver dig på, at du er ved at ende i en energikrise
  2. Hvad du kan gøre for at få energi igen

Det er i bund og grund meget banalt:

Ønsker du et selvstændigt liv, som du trives i og har lyst til at stå op til hver dag, så er der ingen anden vej end at tage hensyn til, at du er introvert og derfor kræver pauser, hvor du kan være alene og fordøje indtryk.

Ellers så holder du ikke i længden…

Tegn på energikrise

Eftersom vi alle er forskellige, er det ikke nødvendigvis de samme tegn, vi får på, at der er en energikrise under opsejling.

Derfor vil jeg råde dig til at blive bevidst om netop dine tegn.

Et tegn kan fx være, at du:

-> Har problemer med at sove
-> Døjer med hovedpine, rygsmerter eller andre fysiske symptomer
-> Mangler appetit
-> Nemt bliver sur, ophidset og irritabel
-> Ikke kan tænke klart, koncentrere dig eller træffe beslutninger
-> Føler det som om, at du er i en omtåget tilstand
-> Er træt, udmattet og drænet for energi
-> Har mange tanker om, hvad meningen er med livet generelt osv.

Et eller flere af disse tegn er ret typiske at få som introvert, når bægeret er ved at være fyldt over randen.

Derfor er det vigtigt, at du tager dem alvorligt og straks sørger for at trække i bremsen og sætte ind med tid alene.

Hvordan kommer du ud af dine energikriser?

Udover at være bevidst om, hvornår du er på vej ud i en energikrise, er det også vigtigt at vide, hvordan du bedst muligt kan lade op igen.

Også her er det forskelligt, hvad der virker bedst for os hver især.

For mig personligt er selv en kort gåtur i mit eget selskab et super redskab til hurtigt at få ny energi igen.

Måske det også virker for dig – eller måske noget andet virker bedre?

Måske skal du:

  • Sidde i din yndlingsstol og kigge ud i luften
  • Hvile dig med lukkede øjne
  • Læse
  • Lytte til musik
  • Cykle en tur
  • Meditere
  • Dyrke yoga
  • Lave mad
  • Tegne/male
  • Gå i haven
  • Andet, der giver dig glæde

Der er ikke noget, som er rigtig eller forkert, så længe du blot husker at være alene.

For så snart du skal forholde dig til indtryk eller andres lyde, ord eller spørgsmål, så bliver du stimuleret og bruger energi frem for at lade op.

Så altså tid alene er medicinen, mens aktiviteten er mindre vigtig, så længe du kan slappe af i den.

Prøv dig frem og find dine bedste kilder til energi.

Skriv en kommentar