Har du prøvet at befinde dig i situationer, hvor du følte dig forkert og derfor ville ønske, at du kunne lave om på dig selv, så du passede bedre ind i den ekstroverte verden? I så fald er du ikke alene. Men du er ikke forkert. Du er præcis som du skal være, og jo mere du lærer at forstå din introverthed og sætte pris på den, jo bedre vil du få det.
At være introvert er ikke noget, som kommer og går.
At være introvert er et temperament, som du er født med.
Derfor er du – og vil du altid være introvert.
Den største tjeneste du kan gøre dig selv er derfor først og fremmest at slutte fred med din introverthed.
Og dernæst at lære at forstå den.
For på den måde kan du planlægge dit liv ud fra den og få det bedst mulige liv – for DIG.
Du er ikke forkert
Som introvert er du en stille og eftertænksom person.
Du er og bliver aldrig den person, som råber højest – medmindre du føler dig virkelig tryg. Hvilket ofte vil være i mindre grupper eller på tomandshånd.
Samtidig kommer svarene ikke altid til dig lige nu og her, da du trækker på din langtidshukommelse.
Og ja indrømmet – nogle gange er det vildt irriterende, at man skal lede efter ordene og svarene ikke altid lige kommer til én, men først en halv time senere, når ‘løbet er kørt’.
Og ja – nogle gange ville det da være fedt, hvis man kunne holde til at være social alle ugens 7 dage og desuden kunne føre en samtale, uden den behøver være dyb og fuld af mening.
Eller hvis man kunne trykke på stopknappen og standse den indre dialog – bare for en stund.
Men denne måde at være på gør dig ikke forkert.
Den betyder bare, at du er introvert.
Og det er og bliver aldrig et problem, medmindre du lader det blive det.
Så glem det der ikke fungerer for dig og ret i stedet fokus på alt det, som fungerer.
Få øje på dine styrker
Du har også styrker i ovenstående situationer, selvom det måske ikke lige er det, du har fokus på.
-> At du trækker på din langtidshukommelse og ikke altid har svarene på rede hånd betyder fx, at du har en anden styrke. Du tænker nemlig grundigt over tingene og vejer fordele og ulemper, inden du melder dig på banen. Det betyder, at det der kommer ud af din mund er gennemtænkt og velovervejet.
-> Og at du ikke har energi til at være social alle ugens 7 dage, men i stedet lader op til de sociale aktiviteter betyder, at du altid bringer ro, overskud og nærvær til de relationer, du indgår i. Det gør det rart og trygt at være i selskab med dig, da du lytter og er tilstede i de nære relationer. Folk føler, at de kan regne med dig.
-> Din konstante indre dialog betyder, at du altid forholder dig til de ting, der sker omkring dig og forsøger at sætte dem ind i den rette sammenhæng. Din indre dialog er med til at styrke din kreativitet og motivere dig til at finde på nye løsninger og metoder.
Find din vej som introvert
Så fat mod og styrke i at være introvert.
Find DIN måde at gøre tingene på – og sørg for at denne måde føles helt rigtig for dig.
Jo mere du går på kompromis med din introverthed, jo mindre energi, glæde og motivation vil du have.
Jo mere du forstår din introverthed og planlægger ud fra den, jo mere energi, glæde og motivation vil du have.
Sidst, men ikke mindst så er en af dine største styrker som introvert, at du er vedholdende.
Og hvis der er en styrke, det selvstændige liv kræver, så er det i den grad vedholdenhed.
Vil du læse mere om at være introvert som selvstændig?
Så er du meget velkommen til at downloade min gratis e-bog ‘Introvert & selvstændig’ lige her