Vær tro mod dig selv og din indadvendte side som introvert selvstændig

Vær tro mod dig selv

Det er en naturlig del af dét at være menneske, at man gerne vil ses og forstås, som den man er. Men sådan er virkeligheden ikke altid. Det betyder dog ikke, at du skal opgive at vær tro mod dig selv – tværtimod. Især ikke hvis du som introvert ønsker at bevare din energi og beskytte din kreativitet som selvstændig.

Jeg modtog en mail den anden dag.

Mailen startede ganske høfligt med ‘Kære Jane’,
men derefter gik det ned af bakke med høflighederne.

For resten af indholdet lød i retning af:

“Jeg giver simpelthen ikke en skid for det der med at være introvert og jeg bliver så irriteret over konstant at skulle høre om det fra dig og andre.”

Det er første gang, at sådan en mail er landet i min inbox.
Og heldigvis for det.

Men det er langt fra første gang, at jeg er blevet mødt med manglende forståelse for min måde at gå til verden på (Hvis du har lyst kan du læse en af mine personlige beretninger her).

 

Manglende forståelse kan skabe skepsis hos én selv

Jeg ved, at mange andre introverte også oplever – eller har oplevet – ikke at blive mødt med forståelse for deres måde at være i verden på. Det vidner dette spørgsmål i brevkassen fra Annemarie blandt andet om.

Hun oplever, at det er en tæt på hende – nemlig hendes mand – som er skeptisk over for hende og hendes introverthed.

Mange mener, at introverte gemmer sig bag deres introverthed.

At det bliver en undskyldning for at undgå at gøre forskellige ting.

Hvilket blot er en af de antagelser, som er konsekvensen af de mange myter om introverte.

Bliver man ofte mødt med skepsis, kan man begynde at tvivle og stille spørgsmålstegn ved sine behov og præferencer. Hvilket kan gøre det svært at vær tro mod dig selv.

 

Hvis du er i tvivl så prøv dette eksperiment

Er du blandt dem, som indimellem tvivler på, om din introverthed er indbildt så prøv dette eksperiment.

Planlæg en uge uden ret meget tid alene med dig selv.

Sørg for at være omgivet af mange – gerne nye – mennesker, som du skal forholde dig til og have samtaler med.

Udsæt dig selv for masser af nye indtryk, lyde og omgivelser i ugens løb, så du får mange nye impulser.

Tro mig – når ugen er omme, vil du ikke længere betvivle, om du er introvert eller ej.

Og du vil ikke stille spørgsmålstegn ved dit behov for tid alene med fred og ro. Tid hvor du kan lade op og få ny energi.

Din hjerne vil være stresset over alle de nye indtryk og den manglende tid til at reflektere over dem.

Allerede efter kort tid i eksperimentet vil du opdage, at du ikke kan deltage i samtaler og sociale arrangementer med samme energi og overskud som først i eksperimentet.

Du vil med stor sandsynlighed have sværere ved at falde i søvn om aftenen, fordi din hjerne forsøger at få alle de nye indtryk lagt på de rette hylder.

Og du vil ret sikkert ikke sprudle med din normale kreativitet og få de gode ideer, som normalt er en del af at være dig.

Ganske enkelt fordi du ikke har den nødvendige ro omkring dig.

Oplever du ikke alt dette, ja så er der måske noget om snakken.

Og så er det ikke sikkert, at du er introvert.

Men hvis du læser med her og bliver overvældet bare ved tanken om at deltage i et sådant eksperiment, så føl dig sikker på, at du er introvert.

Og vær bevidst om vigtigheden i at vær tro mod dig selv.