Svært ved fiktive personaer - hvad gør jeg? Læs svar i brevkassen

Jeg har svært ved fiktive personaer – hvad gør jeg?

Hej Jane,

Jeg har virkelig svært ved fiktive personaer. Jeg har efterhånden prøvet at lave fiktive personaer mange gange ud fra forskellige skabeloner, som jeg både selv har fundet på nettet, men også som jeg har fået udleveret på kurser. Men for at være helt ærlig, så har jeg svært ved at bruge dem i praksis. Jeg har svært ved at se dem for mig som rigtige mennesker.

Så mit spørgsmål er, om du kan give en opskrift til at lave fiktive personaer, som giver mening for mig?

Mvh. Anne (introvert og selvstændig livsstilscoach)

***

Svært ved fiktive personaer som introvert

Jeg har svært ved fiktive personaer. De føles fortænkte. Hvad gør jeg. Spørgmål til brevkassen. business by you

 

Hej Anne,

Tak for dit spørgsmål til brevkassen.

Det lyder i udgangspunktet såre simpelt at lave en fiktiv persona, men alligevel kan det føles utrolig svært som introvert.

Derfor arbejder jeg altid ud fra et andet koncept, som passer bedre til den introverte måde at være i verden på.

Hvilket er konceptet Din Trygge Kundegruppe.

Så lad mig allerede nu forberede dig på, at jeg ikke kommer til at give dig en opskrift på, hvordan du laver en fiktiv persona i traditionel forstand.

Men i stedet en introduktion til at forstå, hvem din Trygge Kundegruppe er, og hvordan du finder frem til den. Samt en forklaring på hvorfor dette værktøj passer så godt til dig som introvert.

Men inden da vil jeg gerne knytte et par ord til, hvorfor jeg oplever, at du som introvert kan have det svært med fiktive personaer. Og dermed hvad der er baggrunden for, at du i stedet bliver introduceret for et andet værktøj end det, dit spørgsmål går ud på.

 

Dit indre analyseapparat

Som introvert er dit indre analyseapparat altid tændt.

Hvilket også gælder, når du møder andre mennesker.

Det betyder, at du ikke kun lytter til det, der bliver sagt.

Eller observerer det, der sker omkring dig.

Du lytter, observerer og analyserer i lige så høj grad på alt det, der ikke bliver sagt eller ikke sker.

Dit indre analyseapparat er en vigtig del af dig.

For det hjælper dig med at begå dig i verden og finde din rolle eller standpunkt i forskellige situationer.

Dit indre analyseapparat betyder altså, at du både er på arbejde på “ydersiden” i selve mødet med andre mennesker. Men også på “indersiden”, hvor du forholder dig til alt det, du oplever.

Fordelene ved dit indre analyseapparat er, at du er udstyret med en fantastisk evne til at læse mellem linjerne og aflæse stemninger omkring dig.

Du observerer (ubevidst) alt, hvad der foregår omkring dig.

Det kan fx være ændring i kropssprog, flakken med øjnene, trækninger ved mundvige, ændring i stemmeleje, skift i stemninger osv.

Og du lagrer disse informationer og bruger dem efterfølgende i forhold til at forstå, hvordan andre mennesker fungerer og agerer. Eller hvad der ligger til grund for de valg og beslutninger, de træffer.

Med andre ord så bruger du alle dine observationer og indsamling af indtryk og informationer til at blive klogere på mennesker og verden omkring dig.

 

Sidebemærkning:

Har du nogle gange oplevet at deltage i et socialt arrangement eller være sammen med nogle mennesker, og når du går derfra, deler du nogle af dine observationer med den, du har været af sted med. Vedkommende aner ikke, hvad du taler om. Eller har ikke bidt mærke i det, du taler om. Hvilket du kan have svært ved at forstå, fordi for dig var det helt tydeligt og åbenlyst.

I disse situationer er det dit indre analyseapparat, som har observeret og opfanget signaler, stemninger og informationer i “det skjulte”. Men det er så naturlig en del af dig, at du føler det som om, at alle andre har oplevet eller observeret det samme. Men det har de bare ikke…

Kender du det?

Det er et eksempel på, hvordan dit indre analyseapparat virker.

 

Derfor har du svært ved fiktive personaer

Tilbage til dine udfordringer med at du oplever, at du har svært ved fiktive personaer.

Din udfordring ligger netop i, at det er fiktivt.

Det gør det svært for dig, da det bliver ukonkret, uhåndgribeligt og fluffy for dig.

Din hjerne fungerer langt bedre, når du kan tage afsæt i informationer, som er ægte, autentiske, konkrete og tager udgangspunkt i den verden, du kan aflæse, observere og opleve.

Derfor kommer du meget let til at overtænke det, når du skal lave en fiktiv persona. Fordi du har svært ved at mærke personen i det, du laver.

Så når du skal udstyre din fiktive persona med køn, alder, interesser, bopæl, job osv., ved du måske godt, om det er en mand eller kvinde. Om vedkommende er ung, midaldrende eller ældre. Men når du når til de mere brede kategorier som fx interesser, begynder du at blive udfordret. For der er mange muligheder, og hvordan sikrer du dig, at du rammer rigtigt?

Så det er her, at du får svært ved fiktive personaer.

 

Din risiko ved fiktive personaer

Din store risiko ved at have svært ved at mærke fiktive personer er, at du let kommer til at ende i gætværk, formodninger og antagelser om dine potentielle kunder. Ganske enkelt fordi den person, du arbejder ud fra, er alt for fluffy for dig.

Jo mere du gætter og antager om dine potentielle kunder, jo større risiko er der for, at du rammer fuldstændig ved siden af. Og konsekvensen af det er i den sidste ende, at du sælger alt for lidt.

Ikke fordi dit produkt eller ydelse er dårlig eller ikke kan hjælpe dine potentielle kunder. Men fordi din kommunikation rammer fuldstændig ved siden af.

Du taler til en person, som ingen af dine potentielle kunder kan genkende sig selv i. Du bruger ord og vendinger, din potentielle kunde aldrig selv ville bruge om sin udfordring. Hvilket forstærkes af, at du heller ikke selv kan mærke den person, du taler til.

= Det bliver fortænkt og ude af trit med virkeligheden.

Det skal du selvfølgelig helst undgå og en måde at gøre det på er ved at arbejde ud fra Din Trygge Kundegruppe. Som er en gruppe ikke-fiktive mennesker, som du kender.

 

Hvem er Din Trygge Kundegruppe?

Din Trygge Kundegruppe består af kunder, som du vil elske at kopiere i 1000-vis.

Og det vil du, fordi de er mennesker, som:

  • Du helst vil arbejde sammen med
  • Du bedst kan hjælpe
  • Du føler dig tryg ved
  • Du ligner i forhold til ståsted i livet, værdier, tilgang til verden osv.
  • Du ved har et erkendt problem/behov og er villige til at investere i en løsning; dvs. de er klar til at gøre noget ved deres problem = investere deres penge hos dig
  • Du gerne vil have som læsere af dit nyhedsbrev, deltagere til foredrag, følgere på de sociale medier osv., da du inspirerer dem, og de inspirerer dig

De er med andre ord de mennesker, som er i stand til at få mest værdi ud af at arbejde med dig og dine værktøjer og metoder.

Og dermed bliver de også de mennesker, som skaber mest værdi til din virksomhed, fordi de bliver gode ambassadører for dig og din virksomhed.

 

Sådan sammensætter du din Trygge Kundegruppe

Du danner Din Trygge Kundegruppe ud fra kunder, du allerede har arbejdet med i din virksomhed – og som du har elsket at arbejde med.

Den største fordel ved det er, at de ligner de mennesker, du allerhelst vil tiltrække til din virksomhed.

Derudover er fordelene også, at:

  • Du kender dem
  • Du kan observere dem
  • Du kan stille spørgsmål til dem

Så prøv at se på hvem af dine hidtidige kunder, du virkelig har nydt at arbejde med og hvorfor.

Hvem har fået mest ud af din hjælp, og hvem er dine bedste ambassadører?

Hold også fast i det her med, at I deler værdier. For det er meget lettere at arbejde med mennesker, du deler værdier med frem for det modsatte.

Udvælg til slut 3-5 af dine kunder, som skal udgøre Din Trygge Kundegruppe.

 

Din Trygge Kundegruppe = Dit faste holdepunkt

Disse mennesker kan du fremadrettet tage udgangspunkt i hver gang, at du skal bruge viden om dine potentielle kunder.

For husk – Din Trygge Kundegruppe består af mennesker, som ligner de mennesker, du allerhelst vil arbejde med og hjælpe i din virksomhed.

Derfor er Din Trygge Kundegruppe dit faste holdepunkt og trygge udgangspunkt i forhold til at tiltrække de helt rigtige mennesker til din virksomhed. Så du undgår de kunder, som dræner dig for energi.

Det gør hele tiltrækningsprocessen langt mere tryg og langt mindre usikker. Og det gør det meget nemmere at være dig selv og gøre det, som falder dig naturligt.

Din Trygge Kundegruppe er en mindre, men meget vigtig del af dit arbejde med Dit Kundefundament. Derfor er det også et modul for sig i mit online forløb Fra Forvirring til Klarhed™.

For Din Trygge Kundegruppe er første grundsten i at sikre, at du aldrig baserer din virksomhed på gætværk, formodninger og antagelser om dine potentielle kunder. Men i stedet ud fra, hvad du ved, og hvad du kan observere i den virkelige verden.

***

Jeg håber, at du kan bruge mit svar. Har du spørgsmål, kommentarer eller andet, er du selvfølgelig velkommen til at skrive til mig igen på hello@businessbyyou.dk.

God fornøjelse med at finde frem til de helt rigtige kunder for dig.

Kh Jane