Bliv mindful på få minutter. To nemme øvelser i mindfulness

Bliv mindful på få minutter

Mindfulness kan hjælpe dig med at få en større mental robusthed, øge din koncentrationsevne og give langt mere ro og glæde i hverdagen. At være mindful betyder at skabe et “bevidst nærvær”. I dette blogindlæg får du to nemme mindfulness øvelser, som du også kan bruge, når tiden er knap.

Som selvstændig er det jo vigtigt både at have en mental robusthed, en øget koncentrationsevne og ro og glæde i hverdagen. Derfor er mindfulness et stærkt og godt redskab at bruge som selvstændig. Det hjælper dig med bedre at kunne mærke dig selv, sætte tankerne lidt på stand-by og bare være med den du er lige her og nu.

Den store styrke i mindfulness er netop det med at komme til stede i nuet – ikke i fortiden, ikke i fremtiden, men i nuet. At mærke hvem du er lige her og nu, og hvordan du har det lige her og nu, frem for hvad der skal ske i fremtiden, eller hvad der er sket i fortiden.

Ved at få en større kontakt med det, der sker indeni én, bliver det også nemmere at mærke sin intuition. At mærke det, som hjertet og kroppen forsøger at fortælle én. Det kan i mange tilfælde føre til nogle andre beslutninger, end dem som træffes i hovedet – nemlig beslutninger truffet langt mere i tillid end ud fra frygt og bekymringer.

Derfor er der en helt masse gode grunde til at bruge mindfulness i dit liv.

Jeg har selv praktiseret mindfulness gennem længere tid – og det har hjulpet mig med at finde en indre ro. Jeg er akademiker og har været vant til at leve langt mere i mit hoved end i min krop, og her har mindfulness været en kæmpe hjælp til at komme mere ned i kroppen. I dag hviler jeg mere i mig selv, i det jeg kan og den, jeg er.

 

To nemme (og hurtige) øvelser

Der findes et utal af øvelser til at praktisere mindfulness med. Og det giver klart de bedste resultater på længere sigt, hvis du sætter god tid af til at være mindful i din hverdag og liv generelt.

Meeen nu er det jo ikke sikkert, at du har mulighed for at bruge lang tid hver dag. Det skal dog ikke afholde dig fra at gå i gang med mindfulness, da selv små sessioner kan skabe store forandringer i dit liv.

Derfor vil jeg præsentere dig for to små hurtige øvelser, som er nemme at bruge – også de dage, hvor tiden er knap.

 

Øvelse 1: Fokusér på dine hænder og fødder

I denne øvelse har du ikke fokus på dit åndedræt, men udelukkende på dine hænder og fødder.

  • Sæt dig et uforstyrret sted
  • Sæt dig med rank ryg og fødderne i gulvet
  • Luk øjnene
  • Fokuser nu al din opmærksomhed på dine hænder og fødder og mærk hvordan de føles
  • Kom langsomt ud af meditationen, åbn dine øjne og læg mærke til effekten i din krop og dit sind


Øvelse 2: Afkod din krop

Den her øvelse kan du bruge alle steder og på alle tidspunkter, hvor du har brug for en kort mental pause.

  • Stop op og luk evt. øjnene
  • Ret din opmærksomhed mod dit indre
  • Læg nu mærke til dit åndedræt – dets rytme og hastighed, men uden at forsøge at ændre det
  • Læg mærke til din fornemmelse i kroppen, dine følelser og tanker
  • Fortsæt dine gøremål når du er klar

God fornøjelse.

Kh Jane

Skriv en kommentar