Mød Jane Faerber fra Madbanditten.dk - introvert selvstændig med succes

Mød Jane Faerber fra Madbanditten.dk – introvert og selvstændig med stor succes

Interview: Mød Jane Faerber fra Madbanditten.dk

Mød Jane Faerber fra Madbanditten.dk
Jane Faerber startede Madbanditten.dk i 2011. Udover at blogge er Jane forfatter og holder foredrag. Hun står bl.a. bag den succesfulde bog “LCHF – Spis dig mæt & glad”, som har solgt over 100.000 eksemplarer.

Jeg har fået lov at interviewe min navnesøster Jane fra Madbanditten.dk, som er en succesfuld madblog med fokus på LCHF (Low Carb High Fat). Jane er introvert – og interviewet handler om, hvilken betydning det har for hendes liv som selvstændig.

I interviewet kan du bl.a. læse om, hvordan det har taget tid for Jane at finde modet til at sige ‘nej-tak’ til opgaver, som tager mere energi, end de giver.

Jane fortæller også om, hvordan hun har indrettet sit arbejdsliv, så det tager hensyn til hendes introverthed og energiniveau. Samt hvad hun sætter mest pris på ved at være selvstændig.

Og så får du også hendes meget konkrete metode til at løse de opgaver, som kan føles svære som introvert. Og som derfor nemt kan blive udskudt igen og igen…


Mød Jane Faerber fra Madbanditten.dk i interviewet herunder og lad dig inspirere af hendes tilgang til livet som introvert selvstændig:

Hvorfor besluttede du dig for at blive selvstændig? Og spillede din introverthed ind på det valg?

Jeg blev mest selvstændig ved et tilfælde. Jeg var blevet stresset og tangerende til syg af mit gamle arbejde, og det tvang mig til at tage mit helbred seriøst. Så jeg sagde op. Efter et par måneders stirren ind i væggen, var jeg nødt til at forholde mig til at tjene nogle penge. Derfor besluttede jeg at prøve lykken som fuldtidsblogger (og senere som forfatter). Set i baksepejlet spillede den introverte side dog nok en rolle i, at jeg mistrivedes så meget i et stressende og meget ufleksibelt arbejdsmiljø.

Hvordan har din forretning udviklet sig hen over årene – hvornår tog det virkelig fart?

Min forretning tog faktisk fart ret hurtigt. Jeg fik hurtigt en bogkontrakt med Politikens Forlag om udgivelse af min første bog (LCHF – Spis dig mæt & glad). Da den udkom, skød den bare igennem taget som en raket og har i dag solgt i over 100.000 eksemplarer. Det gav mig lidt ro på økonomisk set. Samtidig betød det også at mit navn pludselig blev kendt, og der strømmede tilbud ind fra alle sider.

Hvordan bruger du dine introverte styrker i din forretning?

Jeg bruger dem på den måde, at jeg har indrettet mit arbejdsliv efter det ”aktivitetsniveau”, jeg trives bedst med. I stedet for at være ude blandt mennesker hver dag, har jeg nu flest dage, hvor jeg er alene og færre dage, hvor jeg er ude. Det betyder, at jeg faktisk bruger min arbejdstid på opladning, mens jeg tidligere skulle bruge min fritid på opladning, og det har gjort en verden til forskel på mit familieliv fx.

I hvilke situationer som selvstændig sætter du størst pris på din introverthed?

Det at være introvert kommer mig til gavn, når jeg skal arbejde på større projekter, som fx at skrive en bog. Jeg kan sagtens have uger, hvor jeg burer mig inde og skriver, uden at jeg bliver som en løve i et bur. Og det er egentlig smart – og produktivt – lige der.

Hvad har været dine største udfordringer ved at være introvert som selvstændig? Og hvordan har du tacklet disse udfordringer?

Mine største udfordringer har været alle de ”ekstroverte” ting, der har hørt med til at have en forretning som min. At stille op til interviews, være på TV og især at holde foredrag.

Foredragene trak energi ud af mig i starten. Jeg brugte dage på at lade op til dem og dage på at komme mig over dem bagefter. Til sidst indså jeg, at det var en dårlig forretning for mig, fordi jeg ganske enkelt brugte for meget tid og energi på dem. Jeg besluttede derfor, at jeg ville holde 10 foredrag i alt, og hvis oplevelsen stadig var det samme, ville jeg aldrig holde et foredrag igen.

Men så skete der det, at det vendte undervejs. Jeg blev tryg(gere) ved foredragsformen og begyndte så småt at kunne hente energi fra dem. Sådan har jeg det også i dag. Selvom foredrag stadig kan være udmattende, er det meget nemmere for mig i dag, og jeg får energi i mødet med mine læsere ude i den ”virkelige verden”. Det er dejligt.

Hvordan har du indrettet din forretning i forhold til at skabe rammer, som tager hensyn til dine introverte behov (fx ift. at samle ny energi)?

Jeg lægger altid en dag med ro efter en dag med meget aktivitet. I går havde jeg fx besøg hele dagen af en kameramand, som skulle hjælpe mig med at lave noget videomateriale. Jeg stod foran kameraet hele dagen, og det var ekstremt udmattende. I dag vil jeg ikke tale med nogen, haha! Ej, i dag arbejder jeg i stilhed.

Jeg er også blevet bedre til at vurdere opgaver og siger nu nej til opgaver, jeg ved, vil tage mere, end de giver. Det havde jeg ikke mod til i starten.

Hvis du ser tilbage på din tid som selvstændig, er der så noget, du ville ønske, at du havde gjort anderledes – og i så fald hvad?

I de første år af mit selvstændige liv kørte jeg mig selv alt for hårdt. Da min første bog udkom, var den og LCHF pludselig allevegne. Alle ville lave interviews med mig, have mig ud og holde foredrag, indgå samarbejde af en art. Alle ville have et eller andet fra mig. Det var ekstremt overvældende. Og jeg prøvede ihærdigt at følge med og endte med at blive næsten stresset af det. Det var, som at være fanget i en hvirvelvind, og det tog faktisk mange år, før jeg følte, at jeg landede rigtigt i det.

Set i bakspejlet ville jeg ønske, jeg havde været bedre til at huske mig selv.

Hvad sætter du mest pris på ved at være selvstændig?

Jeg sætter allermest pris på, at jeg selv bestemmer over min tid. Hvis jeg har en dag, hvor jeg ikke kan se verden i øjnene, kan jeg tage en off-dag uden at skulle retfærdiggøre det for nogen. Jeg skal ikke stå til regnskab for nogen.

Jeg elsker i det hele taget selv at bestemme. Jo ældre, jeg blev, jo sværere syntes jeg faktisk det var at have en chef.

Hvis du skal give et godt råd til andre introverte selvstændige, hvad skal det så være?

I de fleste forretninger vil der være opgaver, man som introvert ikke har det naturligt med, men som skal gøres for forretningens skyld. Det kan være telefonopkald, man er nødt til at foretage eller udadvendte arrangementer, man er nødt til at deltage i eller stille op til.

Jeg har tendens til at udskyde opgaver, jeg ikke bryder mig om, og til sidst ligger de og hober sig op til stor irritation og frustration. Når det sker, arbejder jeg med noget, jeg kalder ”Power hour”. Jeg sætter simpelthen et stopur til én time, og så får jeg overstået alle ubehagelighederne der. Det betyder, at de ikke får lov at smitte af på flere dage.

En anden måde jeg prøver at udfordre mig selv er ved at sige, at jeg skal tage til ét arrangement (fx netværk) en gang om måneden. Også selvom jeg helst ville være fri. Men ved at skubbe mig selv derud oftere, oplever jeg, at det bliver nemmere og nemmere.


Mini-kursus: Tiltræk kunder som introvert

Præcis som Jane Faerber er bevidst om, at hun skal arbejde ud fra sin introverthed for at skabe det bedst mulige liv som selvstændig for hende, gør du klogt i at gøre det samme. For din introverthed har stor betydning for, hvordan du bedst indretter dit liv som selvstændig for at bevare din energi og trives. Samtidig med at du oplever fremgang og skaber gode resultater i din forretning.

Ønsker du at få konkrete råd og god inspiration til, hvordan du kan markedsføre dig som introvert så tilmeld dig mit mini-kursus her =>

Skriv en kommentar