Søger mening i alt som introvert. Brug evnen til din fordel i din virksomhed

Du søger mening i alt som introvert

Du søger mening i alt som introvert. Om du vil det eller ej. For din introverte hjerne kan slet ikke lade være. Den er programmeret til at søge dybde frem for bredde. For det er i dybden, at et emne kan udfolde sig. Og ende ud i ny viden, som fører nye løsninger og mening med sig. Sæt pris på denne evne. For den er ikke kun til glæde og gavn for dig, men også for dine kunder.

Kender du det, at din hjerne bliver ved med at vende tilbage til et emne.

Måske til en samtale du har haft i går?
Måske til noget du har oplevet tidligere på dagen?
Eller til en bog du netop har færdiglæst?

Det er bare et tegn på, at din introverte hjerne er i gang med det, den elsker.

Nemlig:

  • At analysere og forholde sig til verden omkring dig
  • At fortolke på dine oplevelser og observationer
  • At sammenligne dine nye informationer med al den viden, du allerede har på lager

For det er sådan, det fungerer at være udstyret med en introvert hjerne.

Din hjerne elsker at vide meget om, hvad den oplever

Din introverte hjerne elsker nemlig at vide meget om, hvad den oplever. Så den sikrer, at den får den fulde mening ud af det. Derfor bliver den ved med at beskæftige sig med samme emne eller oplevelse igen og igen.

Udfordringen ved at din introverte hjerne søger mening i alt kan være, at du hurtigt bliver mentalt overvældet.

Fordi dit konstante indre arbejde medfører, at dit indre spændingsniveau som udgangspunkt altid er højt. Hvilket betyder, at du kun kan lukke en vis del ind af alt det øvrige, der sker i verden omkring dig.

Og finder du ikke en balance mellem din ydre og indre verden, risikerer du at ende i en energikrise.

Men er du bevidst om disse risici og tager hensyn til dem, så er der stort set kun gode ting ved, at din introverte hjerne altid søger efter mening i alt.

Det giver dig nemlig gode fordele i livet som selvstændig.

Du er en ekspert med ekspertviden

Din evne til at dykke dybt ned i et emne betyder, at du hurtigt bliver en ekspert med ekspertviden.

Så selvom du måske ikke ser dig selv som en person, der ved meget (eller nok) så prøv trygt at stole på, at det gør du.

For ellers ville din introverte hjerne slet ikke trives i dit foretagende.

Det sker helt per automatik, at din hjerne søger mening. For det er i meningen, at du kan udvikle dig, få aha-oplevelser og blive endnu klogere. Og dermed se verden i et endnu klarere lys. Hvilket din hjerne godt kan lide.

Det betyder også, at du både ubevidst og bevidst altid vil blive ved med at opsøge ny viden, sætte den nye viden ind i nye sammenhænge og dermed kontinuerligt være under uddannelse.

Og det kommer jo ikke kun dig til gode, men i høj grad også dine kunder.

Du forstår dine kunders udfordring og kender løsningen

Din dybde og trang til at søge mening betyder også, at du har evnen til at forstå dine kunders udfordringer til bunds og dermed kan levere netop de produkter eller ydelser, som vil gøre den helt store forskel i deres liv.

Det ligger naturligt til dig at stille de rigtige spørgsmål til dine kunder, som leder dig på vej mod, hvad det er, de søger sådan helt konkret og inderst inde.

Og da du jo samtidig også er udstyret med en fantastisk analytisk sans, har du virkelig gode kort på hånden for at levere løsninger, der giver loyale kunder på den lange bane.

Sæt pris på at du søger mening i alt

Det er en virkelig stor styrke at have som selvstændig at have en naturlig trang til at søge efter en dybere mening i alt.

Så sæt pris på den, da det både kommer dig selv og dine kunder til glæde.

Har du lyst til at blive klogere på, hvad der ellers ligger i din introverte natur, er du velkommen til at downloade min gratis e-bog ‘Udfold dit potentiale som introvert – og få øje på dine fordele som selvstændig‘.

Skriv en kommentar