Online markedsføring handler om relationer. Business by you.

Online markedsføring handler om relationer

Online markedsføring handler om at skabe relationer. Online markedsføring handler ikke om at være perfekt. Business by YOUFor mange selvstændige uden den store markedsføringserfaring kan online markedsføring være en både svær og meget tidskrævende opgave at kaste sig ud i. Men sådan behøver det ikke at være, hvis du lader være med at stille for høje krav til dig selv.

Hvis du er behandler, terapeut, coach, keramiker, kunstmaler eller lignende, så har du sikkert ikke tidligere i dit liv stiftet det store bekendtskab med online markedsføring.

Derfor kan det måske godt føles som en stor opgave, når du pludselig står over for at skulle markedsføre din forretning og dit produkt og ydelser.

Men uanset hvordan vi end vender og drejer det, så er online markedsføring altså svært at komme udenom, hvis du vil have vækst i din virksomhed i 2015.

Og tro mig – det kan sagtens blive en sjov opgave i din forretning, hvis du ikke stiller for store krav til dig selv fra start.

Barrierer i forhold til online markedsføring

Jeg oplever, at en af de største barrierer især introverte selvstændige sætter op for sig selv i forhold til online markedsføring er, at de tror, de skal være eksperten, som ved absolut ALT inden for deres fag.

Det betyder, at de tænker, at det kræver timevis af research, før de kan formidle noget, der er godt nok (eller som de selv kan stå 130% inden for).

En anden barriere er, at mange lader sig begrænse af deres egne tanker om deres manglende skrivetalenter og formidlingsevner.

Derfor kommer de til at bruge meget lang tid på selv at skrive ganske kort indhold, så de er sikre på, at teksten er uden sprækker og mangler.

Eller de lader sig begrænse af tanker om, at det de kan ikke er interessant nok at dele. Ofte fordi de slet ikke selv er bevidste om, hvor dygtige de faktisk er, og hvor meget de har at byde på.

Online markedsføring handler om relationer

Hvis du oplever en af disse barrierer, eller måske nogle som ligner, så er det vigtigt, at du minder dig selv om, at:

Online markedsføring handler om at skabe relationer og inspirere.

Ikke om at være perfekt eller den klogeste i hele verden.

Der vil altid være nogen, som bliver inspireret af netop det, som du deler ud fra den historie og de erfaringer og viden, du har med dig.

Desuden er livet jo sådan, at vi alle hele tiden bliver klogere og udvikler os, og det samme gør vores fag. Så det du vil dele i dag, er det ikke sikkert, at du har på hjerte om et år, fordi du har udviklet dig og fået nye erfaringer og viden siden da.

Og det er lige, som det skal være.

Husk derfor at rette dit fokus mod at skabe relationer og inspirere gennem dit indhold ved bare at være dig.

Ikke ved at være verdensmester i dansk grammatik eller kunne remse alle teorierne op i søvne inden for dit fag.

Husk at de folk som følger dig netop gør det, fordi de bliver inspireret af dig og det, du kan.

Så skru ned for din perfektionisme og overvej:

Hvordan kan DU inspirere bedst muligt og skabe relationer via dit indhold?

Sæt i gang:-)


 

Skriv en kommentar