Der er ingen anden som dig – og det må dine (potentielle) kunder hellere end gerne vide. Og én af måderne du fortæller det på er ved at lade din personlighed skinne igennem dine tekster på din blog, hjemmeside, nyhedsbreve og opdateringer på sociale medier. Det er nemlig netop gennem dit personlige aftryk, at du kan adskille dig fra dine konkurrenter.
Hvis du er vant til at læse mine blogindlæg og måske også modtager mine nyhedsbreve, så har du måske opdaget, at der er nogle udtryk, jeg er ret glad for at bruge i mine tekster.
Det er fx ord som ‘hulens vigtig’, ‘super’, ‘rigtig’ og ‘Når det er sagt, så…’ eller ‘Kender du det, at…?’.
Og du har måske også opdaget, at jeg er ret glad for at starte mine sætninger med netop ‘Og’ (hvilket der er nogle, der siger, at man ikke må, men det er jeg altså langt fra enig med dem i).
Disse ord, udtryk og vendinger er med andre ord en del af min personlige stil og den, jeg er – også når jeg ikke kommunikerer som ‘Jane fra Business by YOU’.
Hvem er du?
Du har helt sikkert som mig nogle ord og udtryk, som du også bruger igen og igen, og som er en del af den person, du er, som både din familie, venner og dine kunder møder.
Sørg for at lade det komme til udtryk i alt det, du formidler gennem dine forskellige markedsføringskanaler.
Mange tror, at det er så hulens vigtig at skrive perfekt, friseret og uden sprækker, men det er netop i sprækkerne, at vi kan mærke hinanden og adskille dig fra mig.
Og tro ikke, at dine sprækker betyder, at du kommer til at fremstå som en glad amatør uden nogen anelse om, hvad du foretager dig.
De får dig i stedet til at være en person, som vi andre kan mærke. De er med til at give dig nerve og vise, at du virkelig brænder for det, du laver – og at du tør stå ved den person, du er.
Det giver tillid og troværdighed.
Og ikke mindst lyst og nysgerrighed til at lære dig bedre at kende.
Uden vores sprækker og personlige udtryk kommer vi alle til at ligne hinanden. Og så bliver det svært at skille sig ud…
I øvrigt bliver det også sværere at skrive, hvis du hele tiden skal sidde og polere det, du skriver, så du er sikker på, at det ikke stritter i nogle retninger. Det kan nemt ende i en skriveblokering.
Og samtidig kan det være den direkte vej til at slukke gløden, motivationen og glæden ved at udtrykke netop det, som du har på hjerte.
Så spørg dig selv – og eventuelt også din familie, venner og omgangskreds – hvad det er for nogle ord, udtryk og vendinger, der kendetegner dig og din måde at udtrykke dig på.
Og sørg så for at bruge det i din fremtidige markedsføring, så vi kan mærke DIG.
Husk i øvrigt at personlig ikke er lig med privat.
At være personlig betyder ikke, at du skal dele ud af dit allerhelligste og private i dit liv. Det handler derimod om at give udtryk for, hvem du er som person.