Synlighed er et grundvilkår som selvstændig. Du kan ikke komme udenom at være synlig, hvis du vil skabe en god solid forretning. For mange introverte er det et trættende vilkår. Men heldigvis findes der metoder til at planlægge din synlighed og dermed imødekomme din introverte natur.
Du skal være synlig.
Ikke én gang.
Eller to gange.
Men igen og igen.
Du skal være vedholdende synlig, hvis du ønsker at skabe en god stabil forretning.
For det er din synlighed, som betyder, at dine potentielle kunder får øje på dig.
Og det er din vedholdende synlighed, som betyder, at du på sigt opleves troværdig af dine potentielle kunder.
For jo mere synlig du er, jo mere vil dine potentielle kunder lære dig at kende. Og jo mere vil de finde dit budskab interessant, relevant og betydningsfuldt.
Uden synlighed eksisterer din virksomhed ikke i dine potentielle kunders bevidsthed. Og så bliver du ikke den, de naturligt går til.
Planlæg din synlighed
Det konstante krav om synlighed kan for mange introverte føles som et trættende vilkår, der kræver meget mental energi.
Kan du nikke genkendende til det, kan du hjælpe dig selv ved at planlægge din synlighed. Gerne ved at tage udgangspunkt i dine mål.
Gennem planlægningen kan du sikre, at du er synlig. Men samtidig bevarer både din energi og dit overblik.
Hvilket giver dig rum og plads til at koncentrere dig og fordybe dig i det, som er aktuelt i din virksomhed netop nu.
Planlæg din synlighed ved fx, at:
- Skrive flere blogindlæg forud og planlægge deres udgivelsestidspunkt, så de automatisk bliver udgivet
- Skrive flere nyhedsbreve af gangen og planlægge dem til at automatisk at blive udgivet
- Skrive flere opdateringer på de sociale medier, men planlægge dem, så de løbende bliver udgivet
- Optage flere videoer af gangen, hvis du alligevel skal optage
- Lave flere lydfiler ad gangen, hvis du alligevel skal optage
- Osv.
Fordelene ved planlægning af synlighed som introvert
Planlæg din synlighed og opnå disse fordele som introvert:
- Jo mere indhold du skaber på samme tid, jo mere kreativ bliver du, og jo flere ideer får du til nyt indhold
- Du tager presset væk i forhold til synligheden ved at skabe en pause mellem det producerende arbejde og selve udgivelsen. For på det tidspunkt dit indhold bliver offentliggjort, har du flyttet dig mentalt videre fra indholdet og er ved noget nyt. Det kan være rart som introvert, der har det med at overtænke og overanalysere
- Du kan bedre styre din tid og dine opgaver. Især hvis du lader dig inspirere af tankegangen bag Parkinsons Lov i din planlægning
Og sidder du nu og tænker – hvad så med impulsiviteten?
Forsvinder alt det impulsive ikke på denne måde?
Så husk at du selv styrer din planlægning.
Det betyder, at du bevidst kan skabe ‘huller’ til indhold i din planlægning, så du altid har plads til impulsive ideer og indspark.
Det er rent win-win – du føler ikke presset, men kan gribe en ide, hvis du ikke kan lade være.