Stiller du spørgsmål i din virksomhed, du kan lære og udvikle dig af?

Stiller du spørgsmål, du kan lære af?

Stiller du spørgsmål til dig selv, som du kan lære af? Eller har du kun fokus på de opgaver, som venter forude, og de mål du ønsker at opnå? Når du løbende stiller dig selv gode spørgsmål, baner du vejen for at træffe gode beslutninger i din virksomhed. I dette blogindlæg får du nogle bud på, hvilke spørgsmål du kan stille dig selv.

Det er naturligt som menneske hele tiden at have fokus rettet fremad.

Mod nye opgaver og nye mål.

Men der kan være stor værdi i at planlægge tid til refleksion i din kalender. Hvor du udelukkende fokuserer på, hvordan det går, hvad du har lært, og om du fortsat er på rette vej.

På den måde undgår du, at du spilder din tid på det forkerte i din virksomhed. Du undgår også, at du overser dine egne signaler for, at du ikke trives.

En stor del af at skabe den virksomhed du drømmer om, og som du vil trives allerbedst i, handler ikke om at kende alle de rigtige svar hele tiden.

Det handler i stedet om at stille dig selv de rigtige spørgsmål. For med de rigtige spørgsmål er du hele tiden i stand til at mærke efter, hvor du står, og hvordan du har det.

Herunder får du nogle bud på, hvad du kan spørge dig selv om.

Jeg anbefaler, at du afsætter tid på ugebasis til refleksion. Derfor tager nedenstående spørgsmål også udgangspunkt i din seneste uge.

 

Stiller du spørgsmål – 7 spørgsmål du kan bruge:

 

1. Hvad har jeg lært i denne uge, som jeg kan tage med mig videre?

Ofte kan vi glemme at stoppe op og være bevidst om alle de nye oplevelser og erfaringer, som vi hele tiden får.

Vi har travlt med at se fremad og få løst opgaver på vores to-do-liste. Vi multitasker gerne, da vores hjerne godt kan lide følelsen af at være effektiv. Hvilket dog ødelægger mere, end det gavner.

Mens selve det at slå bremsen i og i stedet stoppe op for at reflektere, kan føles langt sværere for vores hjerne. Derfor ender det ofte nederst på listen, og som én af de ting vi ikke altid når til. Da vores to-do-liste kan føles uendelig nok i forvejen.

Men stiller du spørgsmål til dig selv løbende, kan du hente enorm meget lærdom i dine svar.

For i hver uge lærer du noget nyt. Enten om dig selv. Om dine kunder. Eller måden du driver din virksomhed på.

Du bliver hele tiden klogere. Du får nye oplevelser. Du får nye succesoplevelser og begår nye fejl. Alt sammen guld til din videre rejse som selvstændig.

Prøv at gå ugen igennem i dine tanker. Fra start til slut.

Hvad har du opnået fra ugens start til slut? Hvilke opgaver har du løst? Hvilke mennesker har du mødt? Hvilke skridt har du taget? Hvilken udvikling har du været igennem?

Hver uge byder på ny visdom.

Brug den.

 

2. Hvilke overraskende ting er sket i denne uge?

Du kan aldrig forudse, hvad der kommer til at ske i den følgende uge.

Du kan selvfølgelig planlægge dine opgaver og aktiviteter. Og have en god ide om, hvad ugen kommer til at gå med.

Men de fleste uger byder også på nogle overraskelser, du ikke kunne forudse.

Måske har du været i  kontakt med en person, du ikke vidste eksisterede, da ugen startede.

Måske har du fundet svaret på et af de spørgsmål, du har gået og tumlet med. Endda et sted du slet ikke havde forventet, at svaret ville dukke op.

Eller måske har du fået noget feedback fra andre, som har været overraskende og lidt af en øjenåbner.

Det kan være alt muligt, som har bragt ny værdi til dit liv og virksomhed. Helt uden at du var klar over, at det ville ske.

Husk at lægge mærke til det og glæd dig over det. Så du hele tiden er bevidst om alle de muligheder, som dukker op på din vej.

 

3. Er mine mål både på den korte og lange bane stadig de rigtige?

Det er vigtigt at skelne mellem dine drømme og mål på den lange bane i forhold til, hvad du koncentrerer dig om på daglig basis.

For det er dine handlinger i dagligdagen, som tæller – også i det store billede.

Du skal endelig drømme stort, men vær realistisk omkring, at det er dine handlinger og dine realistiske mål på den korte bane, som er din nøgle til succes.

Dét du ønsker at opnå er direkte forbundet med dine daglige handlinger. Den måde du vælger at bruge din tid, definerer hvem du er, og hvem du udvikler dig til at blive på længere sigt.

Derfor er det vigtigt, at du hele tiden er bevidst om, at de handlinger du gør her og nu er i overensstemmelse med det, du drømmer om på længere sigt.

Det betyder jo også, at du kan være nødt til at gå igennem nogle ting eller ofre noget på den korte bane i målet mod at opnå dine drømme på længere sigt. Vær derfor bevidst om, hvornår det er det, som gør sig gældende.

 

4. Hvad kunne jeg med fordel have brugt mere tid og energi på?

Dette er et ret vigtigt spørgsmål at stille dig selv.

For ganske ofte kan vi have meget travlt med at løse opgaver eller slukke ildebrande. Men set fra et helikopterperspektiv er det ikke de løste opgaver, som har tilført mest værdi til vores virksomhed.

At være produktiv og effektiv handler ikke kun om at få opgaver løst. Det handler i langt højere grad om at få de rigtige opgaver løst.

Derfor er det utroligt vigtigt, at du hele tiden har en føling med, hvilke af de opgaver du løser, som tilbringer værdi og giver mening i din virksomhed i et lidt bredere perspektiv. Og i hver uge fokusere på at prioritere at løse disse opgaver.

Med andre ord skal du bruge dettes spørgsmål og de svar, du får til at skabe endnu bedre opgaveløsning fremadrettet.

 

5. Hvad kunne jeg med fordel have brugt mindre tid og energi på?

Dette spørgsmål ligger selvfølgelig i forlængelse af det forrige.

Kig på hvad du har brugt din tid og energi på gennem den forløbne uge. Reflekter over, hvor du har spildt den på opgaver, som du ikke fik det store udbytte ud af.

Lær af det og brug det fremadrettet.

 

6. Hvor har frygt eller usikkerhed haft betydning for mine handlinger?

Der er ikke en eneste selvstændig, som ikke oplever frygt eller usikkerhed i forbindelse med nogle af de opgaver, der skal løses. Eller nogle af de beslutninger, der skal træffes.

Frygt og usikkerhed kan betyde, at du ikke får træffet nødvendige beslutninger. Eller gjort nødvendige tiltag i din virksomhed.

Derfor er det en vigtig del af din ugerefleksion at spørge dig selv, hvornår i ugens løb det er din frygt eller usikkerhed, som har defineret dine handlinger. Uden denne bevidsthed kan det være svært at ændre.

Du bliver nødt til at arbejde bevidst med din frygt og turde se den i øjnene.

Og husk – det handler ikke om at undgå at begå fejl. For det er netop i disse situationer, at du bliver klogere og får erfaringer, som du kan tage med dig videre.

 

7. Hvad er det vigtigste for mig at fokusere på i næste uge?

Hver uge er en ny begyndelse.

Hver uge har du mulighed for at tage nye skridt og bruge dine erfaringer konstruktivt.

Så afslut gerne din ugerefleksion med at se fremad. Tænk over hvad der er det vigtigste for dig at fokusere på i den kommende uge. Og brug dine svar fra alle de tidligere spørgsmål i denne planlægning.

***

Dette er blot et udpluk af, hvilke spørgsmål du kan vælge at stille dig selv. Hvis der er nogle af dem, som du ikke føler passer til dig, så tænk over hvilke spørgsmål du i stedet kan stille. Det vigtigste er, at du prioriterer tid til at reflektere og lære af dine erfaringer.

Kh Jane

 

Skriv en kommentar