Din personlige historie som selvstændig - sælger den uden dramatik?

Din personlige historie som selvstændig – når den ikke er traumatisk eller dramatisk, sælger den så?

 

“Hvad gør man, når man ikke har en stærk personlig historie at fortælle?”

Hej Jane,

Jeg føler mig forvirret og fastlåst i forhold til at skulle markedsføre mig. Min udfordring er, at jeg føler mig alt for almindelig. Jeg er ikke vokset op med en alkoholiseret far. Jeg har ikke været nede med stress eller været på randen af økonomisk ruin. Jeg er bare mig og brænder for at hjælpe kvinder med at få en sundere hverdag både fysisk og mentalt ud fra de værktøjer og uddannelser, jeg har. Men jeg bliver ofte i tvivl om det er nok og bremser derfor mig selv. For mange andre markedsfører sig med en personlig historie, som ofte er meget dramatisk eller slår på de helt store følelser. Sådan en historie har jeg ikke (og havde jeg, er jeg faktisk ikke helt sikker på, om jeg ville have lyst til at fortælle alle om den).

Mit spørgsmål til dig er derfor, hvad man gør, når din personlige historie som selvstændig hverken er fuld af traumer eller dramatiske begivenheder?

Er det overhovedet muligt at få folks opmærksomhed uden en stærk personlig historie?

Mange hilsner

Louise

***

Din personlige historie som selvstændig:

Hvad gør man, når man ikke har en stærk personlig historie at fortælle?

Hej Louise,

Tak for dit spørgsmål, som er et virkelig interessant spørgsmål, jeg vil gøre mit bedste for at svare på.

Først og fremmest så har dramatiske historier og heltehistorier altid solgt godt.

Ligesom eventyr altid har fascineret både børn og voksne.

Vi mennesker bliver draget af stærke fortællinger med store følelser.

Vi kan godt lide at høre om folk, som har overvundet store prøvelser og er kommet godt ud på den anden side.

Og ja, derfor er der altså nogle fortællermæssige styrker i, at din personlige historie som selvstændig taler til modtagernes følelser ved at indeholde traumatiske eller dramatiske elementer.

Det handler blandt andet om disse tre ting:

  1. At vise personlig styrke
  2. At skabe håb hos modtageren
  3. At skabe tillid gennem fortrolighed

Ad 1: At vise personlig styrke

Når man fortæller om (barndoms-)traumer eller personlige kriser eller nederlag, men samtidig viser, at man er et velfungerende menneske, så er der også en anden fortælling i det.

Nemlig fortællingen om et menneske, som har formået at vende en situation uden kontrol til en situation med kontrol.

Det vil sige fortællingen om et menneske, som har været i stand til at kæmpe videre trods en meget tung rygsæk. Hvilket giver indtryk af et menneske med en stærk indre styrke, vilje og personlighed.

Ad 2: At skabe håb hos modtageren

En anden stor (og vigtig) del af disse fortællinger er den iboende fortælling om, at:

  • Jeg har ikke altid haft det lige så nemt som nu
  • Jeg har ikke altid haft succes
  • Jeg har ikke fået det hele foræret

For med den fortælling er der også en fortælling til modtageren om, at hvis jeg kan, så kan du også.

Ergo kan din personlige historie som selvstændig medvirke til at skabe håb og troen på forandring hos dine potentielle kunder.

Hvilket er stærke virkemidler, når det kommer til at få deres opmærksomhed.

Ad 3: At skabe tillid gennem fortrolighed

Den tredje grund handler om hormonet oxytocin.

For noget tyder på, at det også spiller en rolle i forhold til vores måde at lade os gribe af stærke personlige historier.

Ofte beskæftiger videnskaben sig mest med oxytocin, når det handler om kærlighed (faktisk kaldes hormonet også for kærlighedshormonet).

Oxytocin er et hormon, som blandt andet gør os mere medfølende, trygge, rolige og samarbejdsvillige.

Det betyder, at når vi producerer oxytocin, så bliver vi automatisk mere opmærksomme, tillidsfulde, empatiske og bedre til at lytte.

Vi producerer blandt andet oxytocin, når vi bliver berørte.

Og her er den røde tråd i forhold til de stærke personlige historier. For disse historier skaber ofte et rum af fortrolighed og indeholder samtidig elementer, som gør os berørte.

Hvilket baner vejen for vores tillid, opmærksomhed og empati som lyttere.*

Men din historie er også en historie

Men det er (heldigvis) ikke kun i de store traumer eller dramaer, at der findes en historie som selvstændig.

Historier kan være mange ting.

Og vi har alle en historie at fortælle.

Ofte er vi os bare ikke bevidst om hele vores historie og alle styrkerne i den.

Jeg får fx lyst til at stille dig disse spørgsmål:

  • Hvorfor brænder du for at hjælpe kvinder med at blive sundere både fysisk og mentalt?
    => Hvad gemmer der sig bag dette formål?
  • Hvorfor har du valgt at tage netop de uddannelser, som du har?
    => Hvad gemmer der sig bag disse valg?
  • Hvornår har du stået over for nogle udfordringer i dit liv?
    => Og hvordan har du løst disse udfordringer?

Blot ved at besvare disse spørgsmål vil du allerede have godt og relevant indhold til din personlige historie som selvstændig.

Find guldet i din historie – Tidslinjeøvelsen

Du kan finde langt mere indhold ved at lave en af de øvelser, jeg ofte laver sammen med mine kunder. Hvilket er Tidslinjeøvelsen.

Tidslinjeøvelsen hjælper dig med at få øje på alt “guldet” i din personlige historie som selvstændig på en meget jordnær måde.

Har du lyst, kan du blive guidet gennem Tidslinjeøvelsen i mit online foredrag, som kun “koster” din e-mailadresse. Du finder det her.

Gennem Tidslinjeøvelsen får du forhåbentlig øje på alt det, som kendetegner dig som person og dermed gør dig unik.

For ja, måske har du på ydersiden levet et forholdsvis almindeligt liv i forhold til nogle andre personer.

Men du er stadig unik.

Og du har stadig en unik historie på baggrund af netop de valg, du har truffet gennem dit liv.

Og ved du hvad – der er faktisk mennesker derude, som bliver tiltrukket af din unikke historie. Frem for de andres mere dramatiske historier.

Disse mennesker ligner sjovt nok dig på mange måder, da de kan identificere sig med dig.

Hvilket derfor også gør dem til de mennesker, du allerbedst kan hjælpe med netop det, du kan.

Faktisk vil der være folk, som bliver tiltrukket af dig udelukkende ved at læse dit spørgsmål til brevkassen. Fordi de kan mærke dig og den person, du er. Samt kan relatere til dine overvejelser og tanker.

Husk dine potentielle kunder er “bare” kvinder som dig.

De har heller ikke nødvendigvis store traumer eller dramaer med i deres rygsæk.

Men derfor kan de sagtens stå i en situation, hvor de i den grad har behov for din hjælp til at blive sundere både fysisk og mentalt.

Måske netop for at undgå at deres liv forandrer sig fra “et almindeligt liv” til et liv med drama eller sygdom…

Din målgruppe er ikke alle, men de få

Det bringer mig videre til en anden pointe.

For du skal ikke ramme alle mennesker med din historie.

Det er langt mere vigtigt, at du rammer de rigtige mennesker med din historie.

Frem for at tiltrække alle mennesker – og dermed også de kunder, som stjæler din energi.

De rigtige mennesker er de mennesker, som du har lyst til at hjælpe.

Som du bedst kan hjælpe, og som har brug for netop det, du tilbyder.

Hvem disse mennesker er, kan øvelsen Din Trygge Kundegruppe hjælpe dig med at blive klog på. Denne øvelse bliver du også guidet gennem i online foredraget, hvor Tidslinjeøvelsen også er.

Når du ved, hvem der er netop din Trygge Kundegruppe, får du også en langt større indsigt i, hvilken historie de har brug for at høre fra dig.

For i den sidste ende handler din virksomhed ikke om dig, men om dine kunder og den situation, de står i.

Hvilket bringer os videre til næste pointe.

Det handler om dine kunder – ikke om dig

Alle virksomheder har til formål at hjælpe andre med en løsning på en situation, deres kunder står i.

Det har din virksomhed også.

Derfor er en af dine vigtigste opgaver at vise dine potentielle kunder, at du kan hjælpe dem.

Det kan du vise dem ved at dele ud af din viden, dine værktøjer og din faglighed.

Når dit udgangspunkt er at dele ud for at hjælpe dine potentielle kunder, vil du med tiden få skabt et tillidsbånd.

Det vigtigste for dine potentielle kunder er ikke som udgangspunkt, om du er vokset op med en alkoholiseret far. Eller om du har rejst dig fra stress eller overlevet en økonomisk ruin.

Det vigtigste er, om de tror på, at du kan hjælpe dem.

Derfor skal du vise dem, at du forstår dem og deres situation.

Så de føler sig set og hørt af dig.

Jeg var tidligere inde på, at vi producerer hormonet oxytocin, når vi bliver berørt. Hvilket jo ofte er netop det, der sker, når vi hører stærke personlige historier.

Men meget tyder faktisk på, at vi også producerer oxytocin, når vi føler os set og hørt.

Hvilket er en vigtig pointe, du skal tage med dig videre som introvert.

For hvis der er noget, du har gode forudsætninger for som introvert, så er det at lade dine kunder føle sig set, hørt og forstået af dig.

Så lad din personlige historie som selvstændig vise dine potentielle kunder, at du forstår dem.

Brug dine styrker som introvert til at skabe relationer

Som introvert er du virkelig god til at lytte og aflæse mennesker.

Du er ofte i stand til at sætte ord på de ord, der gemmer sig mellem linjerne så at sige.

Du er også god til at være i øjenhøjde med andre mennesker og er faktisk fra naturens side udstyret med en lyst til at forstå andre mennesker på et dybere plan.

Med andre ord har du en oprigtig interesse i andre og en oprigtig interesse i at hjælpe andre med netop det, du kan.

Og så er du god til at stille relevante spørgsmål, som skaber den dybde, der lægger til grund for tillid. Netop fordi du formår at spejle dine kunder og nå ind til essensen af det, de har på hjerte.

Du er altså i stand til at skabe dybe og harmoniske relationer med dine kunder, hvilket er alfa og omega for, at der bliver skabt tillid og troværdighed.

Alt det her kan du læse mere om i e-bogen “Få succes som introvert og selvstændig”, hvis du har lyst.

Så opsummeret kan du som introvert med stor fordel arbejde med din personlige historie som selvstændig på en måde, hvor dine potentielle kunder føler sig set, hørt og forstået. Og dermed vinde deres tillid via den fortælling.

At være almindelig er ikke en skam som introvert…

Til slut vil jeg gerne knytte et par ord til ordet “almindelig”.

Slår du “almindelig” op i ordbogen, er betydningen af ordet noget:

“som ikke adskiller sig fra gennemsnittet; uden bemærkelsesværdige eller påfaldende egenskaber”.

Og ved du hvad?

Det er netop sådan de fleste introverte foretrækker at leve deres liv.

Som introvert har du ikke behov for at skille dig ud fra andre. Du vil i udgangspunktet bare gerne fordybe dig i det, du elsker at lave.

Det kan du læse mere om i denne artikel “Motivation som selvstændig introvert – Udfordringen ved ikke at være drevet af sex, drugs and rock’n’roll”. For det faktisk relevant at være bevidst om.

Og det hænger meget godt sammen med din parentes om, at du faktisk er i tvivl om, hvorvidt du overhovedet ville have lyst til at bruge en dramatisk personlig historie, i så fald du havde en.

For introverte er som udgangspunkt private mennesker, som hellere sætter andre i fokus end sig selv.

Hvilket netop er en af grundene til, at du er så vanvittig dygtig til på en troværdig måde at få andre til at føle sig set, hørt og forstået.

Derfor kan det som introvert også være en god strategi ikke at lade sin virksomhed afhænge af sin person. Men derimod af den proces du fører dine kunder igennem, og som betyder, at dine kunder opnår det, de drømmer om.

***

Jeg håber, at du har fået nogle input til at arbejde videre med din personlige historie som selvstændig.

Har du lyst til at arbejde med en helt kort øvelse lige her og nu, så finder du en sådan øvelse i denne artikel: Hvilken historie fortæller du i din virksomhed?”

Har du yderlige spørgsmål, kommentarer eller tanker, du har lyst til at dele med mig, så send mig endelig en mail på hello@businessbyyou.dk.

Ellers vil jeg bare ønske dig alt det bedste med at finde netop din personlige historie som selvstændig.

Kh Jane

* Kilde: Paul J. Zak: The Moral Molecyle: How Trust Works

Din personlige historie som selvstændig. Hvad gør du, når din historie hverken er traumatisk eller fuld af dramatik. Brevkassen Business by YOU

Din personlige historie som selvstændig