7 tegn på at du får succes i livet som selvstændig som introvert

7 tegn på at du får succes som selvstændig

Det er naturligt at stræbe efter succes, når du hver dag kæmper hårdt for at lykkes som selvstændig. I dette blogindlæg får du 7 tegn på, at du er på rette vej i forhold til at opnå den eftertragtede succes.

Der er nogle ting, som er vigtigere end andre, når det handler om at lykkes med sin virksomhed og få den succes, du drømmer om.

I dette blogindlæg bliver du præsenteret for 7 tegn på, at du kommer til at få succes.

Som du vil opdage undervejs, handler de stort set alle om dig, din indstilling, tro på dig selv og villighed til at gå vejen.

De 7 trin handler alle om at få succes med din virksomhed.

Ønsker du at blive klogere på formlen til succes i et bredere perspektiv, kan du læse meget mere om den i dette blogindlæg.

 

7 tegn på at du får succes som selvstændig

 

1. Du ved, hvad du vil, og du tror på, at det er muligt for dig

To af de største grunde til at mange selvstændige ikke får succes handler om deres indstilling. De mangler klarhed og tro på egne evner.

Derfor er det faktisk et vigtigt sted at starte.

Du skal skabe klarhed om, hvad du vil.

Samt undgå at fokusere på, hvad du ikke vil.

Og dernæst skal du også tro på, at det er muligt for dig at opnå det.

Med de styrker du har til rådighed. For de vil altid være dine stærkeste våben.

 

2. Du tror på, at ting løser sig

Hvis du har en indre tillid og tro på, at ting løser sig, har du større sandsynlighed for at få ret.

Ganske enkelt fordi troen i sig selv giver dig en tro på dine evner til at lykkes. Så du har selvtilliden til at gå den rigtige vej for dig og følge dit hjerte – også når det leder dig på afveje.

 

3. Du lader ikke andre slå dig ud

Det er de færreste selvstændige, som ikke indimellem møder kritiske folk, som på den ene eller anden måde ønsker at pille dig ned.

Det kan være folk, du kender, som helst ser dig og dit projekt fejle frem for at lykkes. Men det kan også være helt fremmede folk, som kritiserer dig, din person eller virksomhed offentligt på en ubehøvlet og fej måde.

Uanset hvem der står bag, og hvad de siger af negative kommentarer om dig, er det vigtigt at bruge deres kommentarer som brændstof. Jeg ved godt, at det i selve situationen kan være svært. Men vid at det et meget langt stykke af vejen siger alt om dem og meget meget lidt om dig, at de har behov for at hælde deres negativitet ud over dig.

Mange mennesker lader sig stoppe og begrænse af, hvad andre mennesker mener og siger om dem, men det er ikke måden at få succes på.

Jo mere du kan bruge deres negativitet og kritik til at stå endnu skarpere frem som dig med dit budskab, jo større sandsynlighed er der for, at du får succes.

 

4. Du er vedholdende – også når det holder hårdt

Den selvstændige rejse er meget sjælden en lang lige landevej.

I stedet er den ujævn, fuld af bump, sving og forhindringer.

Jo mindre du forventer, at din selvstændige rejse er en lang lige landevej. Og jo mere åben og handlingsorienteret du er i forhold til dens ujævnheder, jo større sandsynlighed har du for at lykkes.

Det handler om vedholdenhed.

Du skal blive ved med at gå vejen, også når den er hård.

Og fortsat blive ved med at gå også på de tidspunkter, hvor mange andre ville give op.

Du kan lige så godt indstille dig på, at der vil være tidspunkter, hvor alt synes umuligt. Hvor du vil have lyst til at give op. Men hvis du vælger den vedholdende vej og går den med et skridt ad gangen, er du langt tættere på succes, end du kan se.

“Success seems to be largely a matter of hanging on after others have let go” – William Feather

 

5. Du arbejder med noget, som er meningsfuldt for dig

Eftersom den selvstændige rejse er en lang – og til tider også ensom – rejse, er det vigtigt, at du arbejder med noget, som giver dig mening og værdi.

Hvis du hver dag står op til noget, som du lever og ånder for, vil du helt automatisk være villig til at gå et skridt længere. Dine dage bliver sjovere, arbejdet føles lettere, og du er autentisk omkring det, du skaber og bidrager med i verden.

Det har ikke kun betydning for dig, men også for de mennesker, du ønsker at hjælpe og gøre en forskel for. Og uden denne mening og værdi bliver det svært at skabe succes som introvert, da du er brændt ud, inden du overhovedet når så langt.

For du er drevet af mening og formål og langt mindre af prestige og status. Så det er i meningen, at du finder energien og brændstoffet til at blive ved. Også når det er ekstra hårdt at være dig.

 

6. Du er ikke bange for at fejle

Ja, du ved det godt.

Og du har efterhånden hørt det til hudløshed.

Men ikke desto mindre er det sandt.

Vi lever i en tid, hvor der i mange kredse er stor fokus på at skabe en “nulfejlskultur”. Men det er, når vi møder modstand, og tingene ikke går som forventet, at vi lærer nyt, vi kan tage med os videre.

Vi skal turde fejle og lære af den viden, vi får med.

Jeg ved godt, at tanken om at fejle kan være skræmmende.

Men hvad vil det egentlig sige at fejle?

Måske var det bare et forsøg, som ikke gik som forventet.

Men til gengæld er lærdommen i netop det fejlede forsøg grundlaget for at skabe succes i næste omgang?

Eller om ti omgange?

Hvem ved…?

“I have not failed. I’ve just found 10.000 ways that wouldn’t work” – Thomas Edison

Uanset hvad så bliver du nødt til at være villig til at fejle og blive klogere i målet mod at blive succesfuld.

 

7. Du er villig til at blive den person, det kræver for at få succes

At få succes kræver hårdt arbejde.

Det kræver beslutsomhed, et stærkt fokus, en vedholdende indsats og disciplin.

Derfor bliver du nødt til at være villig til at gøre det, der skal til.

Med det mener jeg ikke, at du skal være villig til at gå på kompromis med dig selv, for så bliver succesen ligegyldig for dig.

Men du skal være villig til at se på og arbejde med dine vaner og rutiner. Du skal være villig til at indrette din arbejdsdag på en måde, der har dit mål for øje. Og gøre de indsatser det kræver.

En god måde at gøre det på er ved at spørge dig selv:

“Hvilken person skal jeg være for at få den succes, jeg drømmer om?”

 

Hvad er succes for dig?

7 tegn på at du får succes er kun den ene siden af sagen.

For ja, selvfølgelig drømmer vi alle sammen om at få succes med vores virksomhed. At lykkes med det, vi brænder for. Ellers havde vi ikke taget skridtet ud i det selvstændige liv.

Men succes er et værdiladet ord, som vi ikke nødvendigvis tillægger samme betydning som menneske.

For nogle er succes friheden til at kunne købe en Mercedes kontant.

For andre er succes muligheden for at kunne skære ned på arbejdstiden og være mere sammen med sine børn.

For nogle helt andre er succes noget helt andet.

Derfor er det vigtigt, at du også bruger tid på at definere over for dig selv, hvad succes sådan helt konkret betyder for dig. Så du ikke jagter en ide om succes, som slet ikke gør dig glad, når du opnår det.

Hvilket faktisk i yderste konsekvens kan betyde, at du slet ikke føler dig succesfuld…

 

Skriv en kommentar